Overgaard-byggeri kører efter planen
I Nakskov kan Overgaard Gods A/S tage et nyt kornanlæg til 24.000 tons korn i brug til høst, og i Køge udvider selskabet også.
Et nyt, avanceret kornanlæg på Saunsøgård nær Nakskov på Vestlolland, som Overgaard Gods A/S tager i brug til høst, skrider planmæssigt fremad.
Det er godsejer Carl-Johan von Rosen, Rudbjerggaard & Fredsholm Godser, der står for opførelsen af kornanlægget, som Overgaard lejer sig ind i.
Kornanlægget, der kommer til at ligge i et agroindustrielt område kun én kilometer fra Nakskov Industrihavn, kommer til at bestå af to moderne kornhaller – hver med plads til 12.000 tons korn.
Hertil kommer et udendørs gennemløbstørreri med kapacitet til at tørre 60 tons korn fire procent ned i timen plus et tilhørende modtage-påslag med plads til 70 tons korn.
- Lige nu er entreprenøren i fuld gang med at grave af og gøre klar til at støbe fundamenter. Jorden fra afgravningen bruges til at etablere en seks meter høj vold, der bliver beplantet og skal skærme af ud mod vejen, fortæller salgskonsulent Rasmus Tanciula fra Overgaard.
- Vi forventer, at den første kornhal vil stå færdig omkring den 1. juli, den anden midt i juli, oplyser Rasmus Tanciula.
Større lager og gødningshal
I Køge er Overgaard i fuld gang med at udvide sit bestående kornanlæg. Her bygges der et nyt modtage-påslag og to udendørs kornsiloer.
Siloerne kommer tilsammen til at kunne rumme 2.500 tons korn, så Overgaards samlede lagerkapacitet i Køge kommer op på 12.500 tons korn.
Herudover opføres der en fuldt automatiseret udleveringssilo, en overdækket gødningshal samt kontorfaciliteter.
- Udvidelsen af kornanlægget vil efter planen stå færdig i juni, mens gødningshallen og kontorfaciliteterne følger lidt længere hen på sommeren, så det hele står klar til høst, lyder det fra Ejvind Andersen, der også er salgskonsulent hos Overgaard.





































