Vejrup Andel udvider silokapaciteten

Lige før den tidlige høst starter, har Vejrup Andels Grovvareforening (VAG) indviet endnu en etape af deres nye siloanlæg – silo 4 med en kapacitet på 5.000 tons.

 Dermed er kapaciteten udvidet med over 15 .000 tons indenfor det seneste år. Bevæggrunden for den massive udvidelse er ifølge uddeler Mogens Skovbo Hansen ganske enkel.

- Vi har tradition for at indveje meget korn, handle med korn og anvende korn i vores foderfabrik, og når vi så samtidigt kan sikre medlemmerne bedre resultater ved selv at opbevare kornet end ved at køre det væk i høst, ligger det egentlig lige for at investere i mere silokapacitet, siger Mogens Skovbo Hansen.

I runde tal indvejer VAG 33.000 tons korn og andre afgrøder årligt. Af dem kan man oplagre ca. 23.000 tons i egne lagre i Vejrup og Roust suppleret med andre lejede faciliteter i nærområdet.  Afgrøderne kommer dels fra foreningens egne medlemmer, dels fra eksterne leverandører i et ganske stort opland. På en god høstdag, når solen skinner, og der er lidt vind, modtager Vejrup Andel ca. 250 tons korn i timen, så da er der livlig trafik af traktorer og lastbiler i området omkring Roust.

Ikke stor – men stor nok
Med en omsætning på cirka 200 millioner, lidt under 200 andelshavere og 17 ansatte er Vejrup Andel ikke en af branchens store spilleren. Til gengæld har foreningen en bundsolid økonomi, hvilket ifølge Mogens Skovbo Hansen skyldes en kombination af loyale medlemmer, et dygtigt medarbejderteam, forsigtig omgang med medlemmernes penge og rettidig omhu. Det lyder måske som en lidt kedelig forretningsstrategi, men hvis man dykker lidt ned bag facaden på andelsforeningen, afsløres der en moderne virksomhed i vækst og med fokus på kundernes krav og behov. 

For eksempel er foderfabrikken i Roust, hvor det nye siloanlæg også er placeret, højt certificeret og kan dokumentere evnen til at producere rent foder af høj kvalitet, som det f.eks.er nødvendigt til smågrisefoder. I den forbindelse tror foreningen også, at det store siloanlæg vil vise sig at være en gevinst. 

- Det skulle ikke undre os, om der på et tidspunkt kommer et krav om, at korn ikke må opbevares, så fugle eller andre dyr kan få uhindret adgang til det, hvis vi vil beholde vores høje certificeringer. Med flere siloer behøver vi ikke sove uroligt ved den udsigt, mener Mogens Skovbo Hansen. 
Han afviser for øvrigt heller ikke, at silo 5 og 6 skyder op ved siden af de 4 første – men som vaskeægte jyde vil han godt lige se hvordan det hele udvikler sig først.

Lejlighed til at kigge indenfor
Indvielsen blev fejret ved et lille åbent hus, hvor andelshavere og venner af huset havde lejlighed til at gå en tur på gangbroen over de nye siloer og kigge indenfor i den nye store silo. Gennem en af sidelågerne var det nemlig muligt at kravle ind og se sig omkring. Det imponerede de fleste gæster, og det blev bekræftet, at der er et ganske udmærket ekko i en tom kornsilo.
 

Læs også