Landboformand om EU-støtte: - Fornuftigt at gøre mere for natur og biodiversitet
Jordudtagning kan gavne både miljø og klima. Til gengæld bør de resterende landbrugsarealer dyrkes med baggrund i godt landmandskab, ikke rigidt bureaukrati – lyder det fra Nis Kristian Hjort.

Den 66-årige Nis Kristian Hjort – her sammen med hans norske hustru Siri Lambertz-Nilssen – er endnu ikke klar til at gå på pension. Men han begynder dog at tænke på tilværelsen efter arbejdslivet. Fotos: Christian Ingemann
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Medfinansieret af Den Europæiske Union
De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Det er ikke med store protester fra Nis Kristian Hjorts side, når EU's landbrugsstøtte i disse år bevæger sig i såkaldt grøn retning.
Den traditionelle hektarstøtte bliver mindre og mindre, mens miljø- og klimatiltag fylder mere og mere i CAP'en. Og dén udvikling bakkes op af formanden for Vejle-Fredericia Landboforening:
- Jeg synes, det er fornuftigt nok. Vi er nødt til at have nogle naturarealer, så vi kan begrænse tilbagegangen i biodiversitet, siger han.
- Som landmænd kan vi ikke bare stå udenfor samfundet og negligere såvel klimabelastning som faldet i den levende naturs variation. »Det har ikke noget med os at gøre!« Jo, det har det også. Derfor er vi forpligtet til at drive landbrug, der ikke er destruktivt i forhold til omgivelserne. Og det er efter min mening helt rigtigt set, at man derfor bruger tilskud og rammer til at pege i en mere miljø- og klimavenlig retning, tilføjer Nis Kristian Hjort.
Tredje generation
Den 66-årige indehaver af Lille Damkærgård lidt uden for Skærup mellem Vejle og Fredericia har været gårdejer siden 1983, da han overtog fødegården fra forældrene. Han er tredje generation på bedriften, som bedsteforældrene købte allerede i 1924.

- Vi er i en konkurrencesituation, hvor vi skal lave kvalitetsfødevarer, men til den rigtige pris. Derfor er lovgiverne og hele systemet omkring støtten nødt til at have noget forståelse for, at vi skal have lov til at drive et jordbrug effektivt, siger Nis Kristian Hjort.
Længe inden da tilhørte matriklen Koldinghus Rytterdistrikt. Det var dengang, hvor de lokale herremænd kunne udskrive skatter hos og endda rekruttere soldater blandt områdets bønder.
I dag er der for længst selvstændigt landbrug på Damkærvej 4, hvor Nis Kristian Hjort driver 100 hektar jord med fortrinsvis grovfoder (græs og majs) samt omkring 20 procent korn (hovedsageligt hvede) til videresalg. De cirka 120 malkekøer er solgt til en ung landmand, som nyder godt af foderet fra landboformandens marker.
Vejle-Fredericia Landboforening har omkring 180 medlemmer, som hver især høster alt fra cirka 10 til over 1.000 hektar jord. Der er ret dyrkningssikre arealer i det svagt kuperede terræn her i det østjyske, hvor der bydes på alt mellem svær lerjord og behagelig muld. Hovedafgrøderne er ligesom så mange andre steder hvede og byg, men Vejle- og Fredericiaområdet er ligeledes kendetegnet ved rigtig meget raps og frøgræs.
Når Nis Kristian Hjort bifalder udviklingen med flere grønne tiltag i forbindelse med EU's landbrugsstøtte, understreger han samtidig betydningen af, at landmændene så til gengæld skal have lov til at drive landbrug på det areal, der er tilbage. Vel at mærke med udgangspunkt i godt landmandskab fremfor bureaukratiske regler.
- Det er dén balance, vi skal have fundet. Og det er på mange måder de tanker, der lå til grund for den grønne trepart, lyder det.
Landmandskab lagt i skema
Nis Kristian Hjort har nemlig intet imod sådan noget som randzoner op til naturarealer eller udtagningsprojekter, der kan være med til at begrænse ammoniakfordampning. I det hele taget kan han godt lide, at de europæiske politikere med løbende ændringer af CAP'en sætter retning på, hvad man vil med land- og jordbruget.

I 12 år har han været formand for Vejle-Fredericia Landboforening. Nis Kristian Hjort har solgt malkekvæget – men selvfølgelig har køerne stadig en plads i landmandens hjerte, som det fremgår af den sortbrogede kaffekop.
- Det er dog vigtigt for mig, at vi selvfølgelig stadigvæk skal have lov til at dyrke en masse korn i Danmark. Kun nogle relativt få procent jord bør udtages. Og det piner mig at se, hvordan godt landmandskab bliver sat ind i et skema. Det er aldrig rigtig lykkedes for nogen at komme bureaukratiet til livs, og derfor har vi i dag et kæmpe monster af et system, der plager os med en hel masse regler og overvågning, fremfor at vi landmænd dyrker jorden ud fra, hvad vi kan som fagmænd, siger han.
- Det er frustrerende, men også dræbende i forhold til landmandsglæden. For det er virkelig svært at få en produktion til at fungere på en gård, hvis man udelukkende skal gøre, som forskere, embedsmænd og bureaukrati foreskriver det – fremfor at tage højde for presfaktorer som natur, biologi og vejrlig. Vi landmænd er i en konkurrencesituation, hvor vi skal lave kvalitetsfødevarer, men til den rigtige pris. Derfor er lovgiverne og hele systemet omkring støtten nødt til at have forståelse for, at vi skal have lov til at drive et jordbrug effektivt, tilføjer Nis Kristian Hjort.

Nis Kristian Hjort ejer ikke længere staldens køer, men han producerer skam stadig foder til dem på de nærliggende marker i området mellem Vejle og Fredericia.
Når nu hektartilskuddet beskæres, og støtten i stedet lægges på alle mulige andre ting, forstår Nis Kristian Hjort godt de kolleger, som leger med tanken om at droppe støtten.
- Tanken kan være tillokkende. Men jeg tror, at man regner nogle forkerte forudsætninger ind i det, hvis man vitterligt forventer, at man slipper for regler, blot fordi man dropper støtten. Sådan går det desværre nok ikke, for man vil stadig være underlagt et kæmpe lovmaskineri, mener han.
Socialt ansvar
Landboformandens norske hustru, Siri Lambertz-Nilssen, styrer Lille Damkærgård Islændercenter hjemme på bedriften. Her har parret selv en halv snes islænderheste, mens et lignende antal er opstaldet af private kunder.

Lille Damkærgård blev Nis Kristian Hjorts eje tilbage i 1983. Han er tredje generation på bedriften.
Islændercenteret udbyder rideture til folk fra nær og fjern og hjælper desuden unge mennesker, som på forskellig vis er udfordret i deres tilværelse, med at komme på fode igen. Både Vejle og Fredericia kommuner bruger således islænderhestene på Damkærvej som et middel til at få kontanthjælpsmodtagere ud af fjerene om morgenen – og ikke mindst at lære dem at føle og tage ansvar, i dette tilfælde for et dyr.
Hvornår Nis Kristian Hjort helt forlader landmandslivet, har han endnu ikke gjort op med sig selv.
- Jeg er ikke på vej til at stoppe lige nu, men jeg er da begyndt at tænke lidt over det, som han formulerer det.
Malkekvæget er som nævnt afhændet, og derudover har han solgt det første stykke jord til boligudstykninger. Så meget tør han dog godt spå, at Lille Damkærgård næppe fortsætter som produktionsejendom. Ingen af de tre voksne børn føler for at tage over.
- Gården her bliver nok til byggegrunde eller måske et fritidslandbrug af en slags, mener Nis Kristian Hjort.
Det er virkelig svært at få en produktion til at fungere på en gård, hvis man udelukkende skal gøre, som forskere, embedsmænd og bureaukrati foreskriver det – fremfor at tage højde for presfaktorer som natur, biologi og vejrlig
Nis Kristian Hjort, landmand
Følg EU's landbrugspolitik her i avisen
EU's fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP), dikterer, hvilke regler danske landmænd skal følge for at få landbrugsstøtte, og hvilke muligheder der er for støtte. Den er altså af altafgørende betydning for, hvordan de danske landmænd skal drive deres landbrug i dagligdagen. Her i avisen følger vi hver uge diskussionerne om implementeringen af de mange tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med CAP'en.
Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP'en påvirker de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser regler og pengepuljer har for dansk landbrug, og vi vil følge med i, hvilke problemer og løsningsforslag der dukker op.
Agromek
Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.



































