EU’s fælles dyrevelfærd er gået i stå

Hvis de fælles takter for mere dyrevelfærd i EU var et tankskib, så var det stødt på grund. Det er i hvert fald, hvad man kan udlede, når man spørger Peter Sandøe, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet.

- Der er ingen tvivl om, at EU har betydet rigtig meget for en bedre dyrevelfærd i Europa. Specielt i nogle af de nye medlemslande har unionen været med til at give et stort løft. Men der sker bare ikke meget nyt, og den fornyelse, der kommer, den kommer fra andre steder.

Avisen har spurgt professoren, hvad EU har betydet for den fælles dyrevelfærd. For siden de første takter til en fælles union så dagens lys i 1952 med et fælles formål om at sikre fred, et fælles marked med frihandel og navnlig målet om selvforsyning, når vi taler landbrugspolitik, så har dyrevelfærd også været en tur igennem den fælles lovgivningsmølle.

I dag er der derfor fælles EU-regler for, hvordan dyr skal transporteres, og hvordan de skal bedøves og aflives ved slagtning. I den mere specifikke ende af dyreværnslovgivningen er der såkaldte direktiver for æglæggende høner, for svin og for kalve, som blev vedtaget i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, og som senere er blevet revideret ad flere omgange.

Direktiverne er ikke direkte fælles regler, men de stiller mindstekrav til de dyreværnregler, som skal gælde i de enkelte lande og definerer dermed et minimumsniveau, forklarer professoren.

Disse minimumskrav sikrer blandt andet medlemslandenes landbrugsdyr krav om staldplads, at raske kalve efter otte uger ikke må isoleres og forbuddet mod rutinemæssig halekupering af pattegrise.

Et vindue i 90’erne

- Det er alle sammen gode tiltag, men der er jo stadig masser af ting, der ikke er reguleret. Ved grisene er man kommet et stykke, men der mangler eksempelvis regler, som sikrer, at faresøer og diegivende søer ikke bliver fikseret, og der mangler noget omkring tildeling af rodemateriale. Der var et åbent vindue omkring 90’erne, hvor man i en periode lykkedes med at stramme kravene på en række punkter, til det gik helt stå. For der er ikke sket noget siden, siger Peter Sandøe.

Det samme konkluderer EU-Parlamentet selv i rapporten »Animal Welfare in the European Union« fra 2017. Her skriver forfatteren Donald M. Broom, professor fra University of Cambridge, at EU ellers tidligere har skabt markant bedre forhold for europæiske dyr, men at stilstanden siden efterlader op mod 35 procent af de europæiske produktions- og kæledyr uden fælles beskyttelse.

EU’s over 20 millioner malkekøer er blandt andet blandt de 35 procent, som ikke er underlagt nogle fælles minimumskrav til dyrevelfærden.

Dertil kommer, pointerer Peter Sandøe, at der er forskel på, hvordan de fælles standarder i direktiverne realiseres i medlemslandene. Hvis man kigger på halekupering af pattegrise, vurderede EU-Kommissionen selv i december 2018, at mellem 90 og 100 procent af alle grise i EU halekuperes. I Danmark blev tallet estimeret til at være 98,5 procent. Imens er det i lande som Finland og Sverige en helt forbudt praksis.

De høje tal førte dog til, at Kommissionen har bedt Danmark og andre medlemsstater om at skrue ned for kuperingerne, hvilket Danmark har arbejdet på i 2019 med en række skrappere tiltag på området.

-  Lige for halekupering er EU-lovgivningen skruet sådan sammen, at det ikke er forbudt, men at det er berettiget, hvis det er eneste måde at undgå halebid på. Så der er forskel på, hvor stramt nogle af reglerne skal forstås, og hvad de så betyder, forklarer Peter Sandøe.

Op til landene selv

I sidste ende betyder fraværet af fælles regler, at det står nationerne frit for at fastsætte rammerne for dyrevelfærd på de områder, der ikke er dækket, ligesom de kan vælge at udbygge EU’s direktiver på de områder, der er dækket. I Danmark har vi som bekendt blandt andet »Lov om hold malkekvæg«, der sikrer danske køer kælvning i enkeltbokse og adgang til sygebokse og kobørster.

Det kan dog også skabe udfordringer for dyrevelfærden i Europa at lave egne nationale regler med højere standarder, forklarer Peter Sandøe.

- Når man i EU har fri bevægelighed af varer, så kan det godt være, man kan lave en fin national lovgivning med høje krav til dyrevelfærd, men konsekvenserne bliver bare, at man importerer problemerne i stedet.

Det gælder dog ifølge Peter Sandøe ikke for de nævnte danske regler for malkekøer, da de er indført over længere tid, og fordi de ikke gør produktionen væsentligt dyrere. Derimod kan det være et problem at indføre regler, som koster, siger professoren. Det ser man eksempelvis i Sverige i dag, hvor søerne er 100 procent løse, men hvor 40 procent af forbruget af svinekød til gengæld er importeret – og altså er af en uvis dyrevelfærdsstandard for forbrugernes vedkommende.

- Det er da et dilemma for de lande, som ønsker mere dyrevelfærd, og i dag er der jo også et globalt marked at slås med. Men hvis landene i EU stod mere sammen om det her, så ville det jo hjælpe på noget af det – især er malkekvæg et bud, da EU ikke importerer meget mælk. Og hele idéen med at lave fælles regler var jo også at løse det importproblem i dyrevelfærdsøjemed, slår professoren fast.

Andre prioriteter på dagsordenen

Kigger man tilbage mod Bruxelles, er det dog uvist, om der er mere hjælp på vej til dyrevelfærden. Den nye polske landbrugskommissær Janusz Wojciechowski holdt dog i december sidste år en tale om, at der skal kigges nærmere på kontrollen af de nuværende dyrevelfærdsdirektiver. Og i EU Kommissionens forslag til den kommende reform af EU’s fælles landbrugspolitik er der et enkelt punkt om bedre dyrevelfærd. Men det tyder ikke på, at der nye fælles regler i sigte.

Peter Sandøe vil og kan heller ikke spå om fremtiden.

- Vi kan bare se gennem årene, at landene sagtens kan være enige om principperne om mere dyrevelfærd, men så snart det bliver mere konkret eksempelvis med fiksering af søer, så bliver det sværere. Nogle lande stritter imod, og der er stor uenighed. Og det er også derfor, at det er gået i stå.

Det skal også nævnes, at EU i perioden efter det såkaldte »dyrevelfærdsvindue« i 90’erne, har haft andre ting at se til. Det drejer sig om østudvidelsen, den økonomiske krise i Grækenland og den generelle diskussion om subsidiaritetsprincippet, der går på, om EU kun skal bestemme på områder, der er strengt nødvendige for at sikre markedet.

- Det vil være helt forkert at sige, at EU ikke har spillet en rolle for dyrevelfærden, for den har spillet en kæmpe rolle. Men EU er gået i stå og er udfordret på det her område. Det er klart. Men først og fremmest er EU udfordret af alle de andre problemer på dagsordenen og dertil en udbredt EU-skepsis og så Brexit, som der bruges rigtig mange ressourcer på.