Danish Crown fastholder svinenoteringen på 9,50 kroner pr. kilo for uge 6 i et stagnerende marked.
Det europæiske marked for fersk grisekød bevæger sig fortsat sidelæns uden nævneværdige ændringer i hverken den ene eller den anden retning. Det skriver Danish Crown i deres ugentlige markedsberetning torsdag.
- Vi sukker alle sammen efter nye impulser, der kan flytte markedet i den rigtige retning, men omvendt er det faktisk positivt, at markedet lige nu er stabilt. Der er rigeligt med slagteklare grise i Europa, men relativt lave slagtetal kombineret med et jævnt salg til detailhandlen holder hånden under priserne, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
Der er i øjeblikket en god efterspørgsel på skinker, mens forender, bove, brystflæsk og bacon afsættes jævnt. Nakkerne er fortsat ude af sæson og sælges først og fremmest uden for Europa.
Til markederne udenfor Europa er der fortsat en god efterspørgsel fra Kina og et stabilt salg til Japan.
Indhenter langsomt slagtepuklen
Ifølge markedsberetningen går det godt med at indhente de udsatte slagtninger.
Tilmeldingen til indeværende uge blev som forventet i prognosen, og dermed er der som forventet reduceret i mængden af udsatte grise, så der skal udsættes 200.000 til uge 6.
- Den forventede tilmelding til næste uge er lidt større, men med en god kapacitet forventes det, at der reduceres yderligere i mængden af udsatte grise til 160.000 til uge 7, skriver de.
db
Der tages luft ind på oksekødsmarkedet