»Som reglerne er i dag, står man selv med hele risikoen, hvis man laver et minivådområde, og det viser sig, at statens forventninger til effekten ikke holder stik. Det er urimeligt«, pointerede fagchef i Bæredygtigt Landbrug, Anne Smet Andersen, i et læserbrev her i avisen i torsdags.

Her skrev fagchefen desuden: »Reglerne gør, at støtten bevilliges ud fra beregnede forventninger til resultater. Beregninger som myndighederne foretager. Hvis målinger efterfølgende viser en lavere effekt, når minivådområdet er etableret, kan støtten blive nedsat eller helt bortfalde«.

Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der hører under Ministeriet for Grøn Trepart, er der imidlertid tale om en misforståelse. Styrelsen pointerer, at et tilsagn om et minivådområde ikke kan gives til et ansøgt projekt med en beregnet effekt på under 300 kg. N pr. hektar, men understreger:

»Såfremt at det tilsagnsgivne projekt stadig overholder designkravene, vil det fulde tilskud udbetales efter gennemførsel af projektet«.

Læserbrevet fra BL-fagchef Anne Smet Andersen har fået Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til at reagere.

Læserbrevet fra BL-fagchef Anne Smet Andersen har fået Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til at reagere.

Foretager ikke målinger

Det slås samtidig fast, at: »Styrelsen foretager ikke målinger af effekten gennem vandprøver af det etablerede projekt, ligesom tilsagnshaver heller ikke selv skal foretage og indsende målinger«.

Det betyder ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, at: »Hvis det ansøgte areal er udformet efter designkravene i bekendtgørelsen, og i øvrigt lever op til reglerne og tilsagnet, vil der ikke ske sanktionering på grund af manglende faktisk effekt, da projektet tilskrives den beregnede effekt«.

Styrelsen understreger samtidig, at man som landmand derfor ikke risikerer at få nedsat sit tilskud: »Hvis minivådområdets faktiske effekt måtte være lavere end 300 kg N pr. hektar pr. år, hvis de har opfyldt designkravene i bekendtgørelsen og i øvrigt overholder de administrative betingelser for tilsagnet«.

Ifølge styrelsen fremgår dette tydeligt af bekendtgørelse og vejledning.

Uddrag af Bekendtgørelse om tilskud til minivådområder 2024 og 2025

Kap 3, stk 10

6) Vandet i drænsystemet indeholder i gennemsnit minimum 4 mg nitratkvælstof pr. liter drænvand henholdsvis sommer, efterår og vinter for projekter, der er placeret på mere end 50 procent arealer.

Kap 3

§14

5) Opbevare alt materiale til brug for dokumentation af, at reglerne for udbetaling af de minimis-støtte, jf. § 1, stk. 3, er overholdt i 10 år fra den dato, hvor kompensationen blev modtaget. 6) Sikre at kontrolmyndigheden har adgang til projektarealet og til det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol.

Kap 6

§ 19 Hvis et eller flere kriterier for støtteberettigelse i § 9, § 10 eller § 11 ikke er opfyldt, kan der træffes afgørelse om hel eller delvis nedsættelse af tilskud på baggrund af en konkret vurdering. Hvis tilskuddet nedsættes helt, træffes der samtidig afgørelse om, at tilsagnet bortfalder.

Tilskud udbetalt på baggrund af det pågældende tilsagn om tilskud, som er omfattet heraf, skal tilbagebetales. Stk. 2. Hvis tilskuddet nedsættes helt eller delvist, jf. stk. 1, kan kompensationen ligeledes nedsættes helt eller delvist efter en konkret vurdering. Kompensation udbetalt på baggrund af det pågældende tilsagn om kompensation, som er omfattet heraf, skal tilbagebetales.


Kilde: Bekendtgørelse om tilskud til minivådområder