Et finansielt firma vakte forleden opsigt, da Børsens berettede om deres avancerede system, som i forhold til banker beregner en markant mindre markedsværdi på renteswap. I eksemplet i dagbladet blev en markedsværdi på 33,6 millioner kroner mere end halveret til 15,5 millioner kroner. Men kan det virkelig passe, at du kan reducere din gæld blot ved at »bruge en anden regnemaskine«?

Regnemetoden benytter sig af nogle værdier, der betegnes som xVA’er. Den anvender parametre fra den finansielle optionsteori, forklarer Kenneth Kjeldgaard fra Seges Finans & Formue A/S.

- Det er parametre, som nogle af bankerne selv benytter. Normalt bruger man en såkaldt neutral markedsværdiberegning til SWAP-kontrakter. xVA’er er en mere avanceret beregning, siger han.

Et nyt forhandlingsgrundlag

Kenneth Kjeldgaard er dykket ned i metoden, som følger finansiel teori. Alligevel mener han ikke, landmanden skal regne med at overbevise sin bank uden sværdslag.

- Jeg vil sige det på den måde: Hvis det var mig, der sad på den anden side af forhandlingsbordet, ville jeg ikke bare acceptere den nye beregning, understreger han.

Men alligevel tror han på, at xVA’er i nogle tilfælde kan være en hjælp til at slippe af med de ofte meget store SWAP-kontrakter, som stadig er temmelig udbredte i landbrugsbranchen.

- Det er jo nogle ting, som banken er nødt til at forholde sig til, hvilket kan give et nyt forhandlingsgrundlag. Og selvom banken ikke vil godtage hele regnestykket, kan det være med til at sætte en ny dagsorden for forretningen, siger Kenneth Kjeldgaard.

Nye penge styrker din position

Specialkonsulenten kan se flere scenarier, hvor xVA’er kan støtte landmandens forhandling.

Den bedste mulighed er, hvis landmanden »har nye penge med« ind i forhandlingen. Hvis man har rejst kapital, for eksempel ved lån i en anden bank eller en ekstern investor, kan man foreslå rabat på indfrielse af SWAP-kontrakten. Måske kan den anden bank endda støtte landmanden i forhandlingen med den nuværende bank ved indfrielse.

En anden mulighed er at omlægge den negative markedsværdi til et nyt banklån. Herved kan landmanden være med til at fjerne risiko ud af bankens bøger. For at opnå en god indfrielsespris, vil det være en fordel, hvis man kan tilføje kapital, der kan bringes med i forhandlingen.

Endelig kan man bruge xVA’er som oplæg til at forhandle eventuel sikkerhed, man har stillet for SWAP-kontrakten. Hvis SWAP’en har en mindre markedsværdi, bør kravet falde til sikkerhedsstillelsen.

En sidste anvendelsesmulighed er at få revurderet ejendomsværdien ved hjælp af den alternative beregning. Den mindre negative markedsværdi medfører alt andet lige en højere egenkapital i regnskabet og bør dermed medføre en bedre kreditvurdering. Argumentationen er dog et tveægget sværd, da markedsværdien på kontrakten i nogen grad nedsættes på grund af risiko for, at ydelserne ikke kan tilbagebetales. Det taler for dårligere kreditvurdering. 

Kenneth Kjeldgaard tilføjer, at der vil være skattemæssige konsekvenser, hvis det lykkes at indfri SWAP kontrakten til en lavere værdi end den nuværende, bogførte værdi i skatteregnskabet. Det samme gør sig gældende, hvis SKAT vil godkende den nye beregningsmetode.  

Certificeret rådgivning

- Som sagt vil banken måske argumentere, at den kun forhandler ud fra en neutral markedsværdiberegning. xVA’er kan betegnes som subjektive værdier. Men der kan stadig være basis for at kigge på din rente eller bidragssats, siger Kenneth Kjeldgaard.

Det allervigtigste råd, før landmanden vover sig ind på denne kampplads, er at alliere sig med en kompetent rådgiver. SWAP er et højrødt produkt, som kræver særlig tilladelse og certificering at rådgive om. Så en rådgiver skal ikke bare have forstand på SWAP, han skal også være certificeret.

- Vi har selv to certificerede rådgivere tilknyttet AgroMarkets, men SWAP er så komplekst et område, at vi har bedt Kenneth Kjeldgaard om at hjælpe os og de landmænd, der måtte have brug for det, siger direktør Lene Krüger, AgroMarkets. 

hka

Finans