Direktør om dyrevelfærd hos slagtekyllinger: - Jeg er rystet

Arkivfoto: Per Jørgensen
- Jeg er rystet over, at det her er niveauet i den danske kyllingeindustri. Det er især hovedrystende, fordi reglerne for hold af slagtekyllinger i forvejen er så slappe, som de er.
Så klar er udmeldingen fra direktøren for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, på baggrund af Fødevarestyrelsens seneste dyrevelfærdsrapport.
I rapporten kom det frem, at Fødevarestyrelsen i 2021 på uanmeldte besøg kontrollerede 38 slagtekyllingebesætninger, hvoraf 11 af dem affødte en indskærpelse. Ingen af dem modtog et påbud, forbud eller en politianmeldelse.
En indskærpelse defineres i rapporten som en »præcisering af, at gældende regler skal overholdes«, men angiver ifølge rapporten ikke nærmere, hvordan kontrolobjekt skal sikre dette. Der følges op med gebyrbelagt kontrol.
- Dyrevelfærden for slagtekyllingerne er helt generelt alt for dårlig ud fra de nuværende regler og går helt til kanten af, hvad dyrene kan klare. Vi skal have et forbud mod produktion af de hurtigt voksende racer, også kaldet turbokyllinger. Det vil hæve standarden for slagtekyllinger gevaldigt. Og så skal vi have nogle bedre regler for blandt andet pladskrav og adgang til udearealer. Det håber jeg, at vores nye regering og Folketing vil kigge på, tilføjer hun.