Atletikstjerne og skydetalent kommer med 17 får
Tess og Finn Knibbe glæder sig til en rekord-fåreudstilling på Kimbrerskuet. Selv kommer den 14-årige atletikstjerne og det 12-årige skydetalent med 17 dyr fordelt på tre racer.

Mor Katinka og børnene Tess og Finn er gået ud på marken til deres får. De har i alt tre racer, Texel, Hollandsk Broget og Zwarbless. Fotos: Tenna Bang
- Vi skulle have fire får – det var aftalen, siger Katinka Knibbe og kigger rundt i laden og ud ad porten, ud over marken. Blikket skal ikke vandre meget, før man ser, at der er mere end fire får på ejendommen ved Kvorning udenfor Tjele.
- I dag har vi 60 moderdyr, og vi har fået 125 lam i år, siger Katinka Knibbe, som er gift med Maurits og sammen har børnene Tess og Finn, foruden en fårebesætning, som er vokset en del, siden de første får blev købt ind for 14 år siden.
De kalder sig Knibbe Texel og Hollandsk Broget Får, men navnet er måske ikke helt retvisende mere, da besætningen tæller hele tre racer – Texel, Hollandsk Broget og Zwarbless.
Lange ben og godt temperament
Tess er 14 år og netop hjemvendt fra DM i atletik, blandt andet med et par 8. pladser i bagagen, hvilket er tilfredsstillende, når man er med for første gang og samtidig er et år yngre end dem, man er oppe imod.
- Jeg kan ikke fordrage holdsport, og jeg hader boldspil, siger Tess Knibbe, som er årsagen til, at Zwarbless er den senest tilkomne race hos familien.
- Prøv at kigge på hendes ben, siger Katinka og flytter blikket fra Tess’ ben til Zwarbless-fårenes ben – begges, både hende med to ben og dem med fire ben, syner usædvanlig lange.
- De er meget nemmere at træne og gå med, siger Tess – ikke alene på grund af højden, men familien oplever også, at racen er noget nemmere at træne end Hollandsk Brogede og meget nemmere end texel-fårene.
Hollandsk Broget
Katinka Knibbe har altid drømt om at få Hollandsk Broget, og for et par år siden fik hun endelig overtalt Maurits.
I dag råder hun stadig over den eneste avlsbesætning af racen i Danmark, og det har efterhånden givet en ret lang venteliste. Hun har solgt enkelte væddere, men endnu ingen gimmere, da hun har beholdt dem alle for at opbygge sin egen besætning. Men fra næste år skal de første gimmere sælges.
Katinka faldt for racen på grund af pletterne, og sådan er det også med flere af dem på ventelisten – de er vilde med det brogede look.
Hollandsk Texel
Maurits er manden bag, at familiens første fire får, som aftalen lød på, blev Texel. Racen er i dag den største ved familien, og siden de første får blev købt for 14 år siden, har familien både været med som de første i Danmark til at importere Blå Texel og har også Grævlingehoved Texel.
Familien avler efter den hollandske variant og tager derfor sjældent de øverste placeringer på de danske dyrskuer. Men både Katinka og Maurits er født og opvokset i Holland, og derfor er det naturligt for dem at avle efter den hollandske model.
Isduer og skydning om tirsdagen
Finn på 12 år har endnu ikke tilført sin egen fårerace til familien, men for et halvt år siden valgte han, at han ville have duer.
- Jeg har to isduer, og så har jeg 10 sølvsvaber. Jeg har dem for hyggens skyld, siger Finn, som også spiller fodbold, mens han hver tirsdag er på skydebanen.
- Alle synes bare, at det er så fantastisk, at jeg kan skyde så godt, når jeg er så ung, siger han og fortæller, at far også er startet til skydning, men at Finn stadig er meget bedre end far.
Tager lærdom fra stalden med i skole
Katinka og Maurits har taget Tess og Finn med på dyrskue, siden børnene var små.
- Jeg synes, det er vigtigt, at de lærer at have ansvar for et dyr. Det er vigtigt, de lærer at håndtere dyrene, siger Katinka, som ikke alene i hverdagen, men måske især i læmmesæsonen har stor gavn af børnenes hjælp.
- De er ikke bange for at blive beskidte. De hjælper bare. Og hvis jeg en sjælden gang imellem har en fødsel, der er lidt vanskelig, så står de altid klar til at hjælpe.
Og det, de har lært i stalden, tager de med direkte i skole, oplever Katinka.
- Især Finn er virkelig tålmodig. De har fra barnsben lært, at det ikke hjælper at blive hidsig og sur – man kommer længere, når man er tålmodig, forklarer Katinka.
Racerne er forskellige
Og den tålmodighed har familien brug for, nu træningen til årets Kimbrerskue er i gang. Et skue, hvor familien stiller med hele 17 dyr.
- De hvide har en kort lunte, de brogede har en lidt længere lunte, og Zwarbless har den længste, forklarer Finn og kigger på dyrskuegruppen, som går i samme boks i laden. De har raceopdelt sig. Sådan er det også på marken, oplever familien.
- Zwarbless synes, det er hyggeligt at være omkring mennesker, men nogle gange, når man skal noget, kan det godt blive lidt for hyggeligt, forklarer Katinka og griner.
Og selvom familien egentlig er enige om, at Zwarbless er de nemmeste, så er de ikke Maurits’ favorit.
- Han synes, de er irriterende, fordi de er alt for opsøgende, siger Katinka og fortsætter:
- Det er ofte ham, der fodrer om aftenen, og når man kommer kørende med trillebøren, og der hopper tre Zwarbless op i trillebøren, så kan jeg også godt forestille mig, at det er lige i overkanten, griner Katinka.
Klar til Kimbrerskuet
Hele familien glæder sig til Kimbrerskuet:
- Det er for hyggens skyld – det er ikke sådan, at vi håber, vi vinder det hele, men mere for at hygge os, siger Finn roligt.
- Zwarbless synes, det er hyggeligt at være omkring mennesker, men nogle gange, når man skal noget, kan det godt blive lidt for hyggeligt.
Katinka Knibbe