Erhvervsudstilling henvender sig til et bredt publikum
Der er noget for enhver på erhvervsudstillingen på Fjerritslev Dyrskue.

Foto: Agillix
Formand Jørgen Vigsø glæder sig over, at også erhvervsudstillerne bakker op om Fjerritslev Dyrskue.
- Dem, vi har her i lokalområdet, er gode til at bakke op, siger han og fortsætter:
- Det er jo ikke alene dem, der henvender sig til landbruget. Det er også lokale håndværkere, bilforhandlere og så videre. Så jeg synes, erhvervsudstillingen henvender sig til et mere bredt publikum.
Derfor kan publikum ikke alene glæde sig til store maskiner og staldmekanisering, men også lokale erhvervsudstillere på årets dyrskue.
Udvalget og de frivillige gør det muligt
At der år efter år er Fjerritslev Dyrskue, skyldes ikke kun den store opbakning, som skuet mærker fra dyre- og erhvervsudstillere.
Det skyldes også dyrskueudvalget og de frivilliges arbejde, som gør det hele muligt.
Formanden Jørgen Vigsø fortæller, at der foregår et stort arbejde i dyrskueudvalget.
- Men bare der er mange om det, så er det sjovt at være med til, siger han og nævner de mange frivillige, som år efter år giver en hånd med.
Jørgen Vigsø fortæller om flere samarbejdspartnere. Blandt andet er der boldklubber, som står for billetsalget på dagen og bemander salgsboder.
Alle løfter i flok og sammen med arrangøren Agillix glæder de sig til endnu en udgave af Fjerritslev Dyrskue, som så dagens lys for 130 år siden.





































