Farven er skiftet fra lysegrøn til sort
Kun godt en måned før, Roskilde Dyrskue 2021 skulle afholdes, er det lysegrønne håb blevet ændret til sort, og alt tyder på en aflysning af skuet.

Portene til Roskilde Dyrskue bliver næppe åbnet i år, så vi ses først på dyrskuepladsen næste år. Arkivfoto: Jesper Hallgren
Tilbage i marts fremgik det blandt andet i en overskrift i LandbrugØst, at håbet var lysegrønt hos landets største dyrskuer som blandt andet Roskilde Dyrskue. Nu er farven imidlertid skiftet til sort.
Med de udmeldinger, som regeringens ekspertudvalg er kommet med, tyder det mere og mere på en aflysning af Roskilde Dyrskue. I skrivende stund er der dog endnu ikke en definitiv afgørelse.
Roskilde Dyrskue meddeler kortfattet blot, at »det ser nu mere end sort ud for Roskilde Dyrskue 2021«.
De anbefalinger, der kan læses i rapporten, lyder på, at der i fase 1 slet ikke kan afholdes dyrskuer, og at der i fase 2 bliver et maksimalt gæsteantal på 10.000 personer.
Det betyder, at uanset hvilken fase Roskilde Dyrskue 2021 ender med at tilhøre i kalenderen, så er det mere end svært at se en gennemførelse af dyrskuet, der normalt samler mellem 80.000 og 90.000 besøgende på de tre dage.
Derfor er deltagerloftet på 10.000 personer også så lavt, at det ikke rigtig kan bruges til noget som helst i den sammenhæng.
Fanen holdes højt
Præcis på årsdagen for corona-nedlukningen af Danmark var udmeldingen på dyrskuets hjemmeside en helt anden. Helt kunne man læse, at man benhårdt går efter at afholde skuet.
- Jeg tror på, at der bliver dyrskue i år, og vi går benhårdt efter at det skal lykkes, sagde Povl Fritzner, formand for Roskilde Dyrskue, dengang.
Trods de gode intentioner ender det altså nok alligevel med, at Roskilde Dyrskue for andet år i træk bliver aflyst.
Roskilde Dyrskues eksistens er dog på ingen måde truet. Kompensationen fra staten medfører, at dyrskuet kommer ud med et nul-resultat, og sekretariatsleder Charlotte Frimer Petersen forsikrer, at fanen holdes højt til dyrskuet i 2022.