Onsdag den 9. marts er der Agro Nord i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

107 virksomheder har tilmeldt sig årets kvægfagmesse og endda faktisk flere, som er kommet på venteliste.

- Det er virkelig positivt, at så mange gerne vil udstille på Agro Nord, det er vi rigtig glade for. Lige nu gør vi, hvad vi kan for at få plads til flere, men det er en balancegang, for både publikum og udstillerne skal føle sig trygge ved at være her. Men vi håber, der bliver plads til de sidste, ellers tror jeg desværre, vi er nødt til at skuffe nogle, siger Brian Otte, som er direktør i Messecenter Vesthimmerland.

Erhvervs- og maskinudstillingen byder på alt inden for kvægbranchen fra rådgivning, foder og maskiner til byggeri, uddannelse og kvægprodukter.

- Det unikke ved Agro Nord er, at alt indenfor hele branchen er samlet et sted, konstaterer Brian Otte.

Sidst, kvægfagmessen løb af stablen var i 2020, kun få dage før, statsministeren lukkede landet ned på grund af corona.

Fyldte stalde

202 dyr er tilmeldt årets Agro Nord. Der stiller 50 jerseydyr, hvilket er flere end sidst, hvor 34 jerseydyr gik i ringen. Én af dem tager vejen helt fra Tåsinge og til Aars – en strækning på omkring 300 kilometer.

- Det er meget positivt, at der kommer mange jerseydyr, men det er også fantastisk, at vi kan tiltrække folk fra både Ribe og Tåsinge til at tage turen hertil. Det er vi meget glade for, og det viser jo endnu engang, at udstillerne bare glæder sig rigtig meget til at komme ud, siger Mette Bech, som er en af koordinatorerne bag messen.

Også blandt Rød Holstein er der flere dyr end sidst, hvor otte dyr stillede til bedømmelse. I år vil man kunne opleve 27 dyr og 118 Dansk Holstein.

Dansk dommer-trio

Det bliver i år tre danske dommere, som kommer til at styre slagets gang i ringen på kvægfagmessen.

- Hvis dyreudstillingen og bedømmelsen skal have succes, kræver det gode og kompetente dommere. Og heldigvis er det igen i år lykkedes os at skaffe dommere fra allerøverste hylde. Derfor kan vi præsentere en dansk dommer-trio, fortæller Mette Bech.

I klippekonkurrencen om formiddagen, DM i klipning, vil Lars Bo bedømme de unge menneskers arbejde, hvor der skal findes en vinder i de to klasser »begynder« og »ekspert«.

Blandt jerseydyrene er Jan Hinrichsen dommer, mens man ved holsteindyrene vil kunne se Mogens Madsen som dommer.

Miss Agro Nord

Som i 2020 er udpegningen af Miss Agro Nord en del af aftenprogrammet. Her vil Agro Nords absolut bedste dyr blive præsenteret i ringen med lys, røg og musik, hvorefter dagens dommere blandt Jersey og Holstein, Mogens Madsen og Jan Hinrichsen, vil finde dette års Miss Agro Nord.

Klippekonkurrencen starter klokken 10.00. Herefter følger bedømmelsen af kvier, efterfulgt af en præsentation og bedømmelse af afkomsgrupperne. Tidlig eftermiddag bedømmes besætningsgrupperne, hvorefter udpegningen af modelkøer starter. Miss Agro Nord udpeges klokken 19.30.

 

Antal tilmeldte dyr

Dansk Jersey: 57

Holstein: 118

Rød Holstein: 27