Dyrskue i Lemvig vender tilbage

Køer, heste og udstillere samles igen på Lemvig Marked & Dyrskue den 28.-29. maj.

Efter to års ufrivillig coronapause vender Lemvig Marked & Dyrskue tilbage i weekenden den 28.-29. maj.

- Vi glæder os altid til det årlige dyrskue på Lemvig Flyveplads, men særligt meget i år, da vi gennem de seneste par år virkelig har savnet det årlige møde mellem land og by i de gode rammer, som vi har sammen med flyveklubben, siger Morten Agger.

Han er næstformand i den lokale landboforening Fjordland, der siden år 2000 har arrangeret Lemvig Marked & Dyrskue i samarbejde med Lemvig Flyveklub. Det sker som tidligere med »klovdag« om lørdagen og »hovdag« om søndagen.

Dyrskuet i Lemvig har tradition for at tiltrække dyr fra et stort opland, og det tegner til at blive større i år, hvor der ikke er et lokalt dyrskue i Skive, oplever de.

God opbakning fra udstillere

Lemvig Marked & Dyrskue er med op til 12.000 gæster den største enkeltbegivenhed på Lemvigegnen, og arrangørerne mærker, at både udstillere og besøgende også ser frem til den sidste weekend i maj.

- Når vi ser på tilmeldingerne fra udstillere, er jeg ikke i tvivl om, om vi igen får fyldt pladsen med udstillere af landbrugsprodukter, andre forretninger, fødevarer, foreninger og de mange andre, der er med til at skabe liv og aktiviteter på flyvepladsen, siger Finn Gade fra Lemvig Flyveklub.

Som noget nyt har man gjort plads til et bagagerumsmarked i kræmmergaden, hvor private kan reservere en gratis plads.

Politik kommer også til at spille en rolle på markedet, da det holdes få dage før folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i EU. Tidligere forsvarsminister Søren Gade, der i dag er kommitteret for Hjemmeværnet og medlem af Europa-Parlamentet, forventes således at deltage lørdag.

Læs også