Landbrugsmessen Gl. Estrup har for vane at forkæle sine besøgende med en masse spændende oplevelser. Men i år er der lige blevet skruet en ekstra tand op for lækkerierne i programmet.

I år har maden indtaget landbrugsmessen, som får besøg af mange kendte kokke og tv-personligheder. For blot at nævne nogle få, drejer det sig om Umut Sakarya, Anne Hjernøe, Francis Cardenau, Per Mandrup og Rasmus Bundgaard Nielsen.

- Vi er stolte, glade og ikke mindst begejstrede for, at vi på vores første messe efter en nedlukning i de sidste tre år kan præsentere rigtig mange spændende tiltag til årets Landbrugsmesse, udtaler formand Tina Kjærgård Tobberup.

Bygget op om to scener

Den nye attraktion Spisekammeret bliver en af hjørnestenene på årets messe. Her vil de kendte kokke, sammen med en masse andre udvalgte deltagere, sørge for at formidle den gode historie om, at mad og råvarer fra vores lokale producenter kan skabe store smags- og sanseoplevelser, hvis man tør udforske og lege lidt i køkkenet.

Spisekammeret er bygget op omkring to scener, hvor man udover de kendte kokke også kan opleve workshops og events – et andet eksempel kan være vores »forklædepolitik«, hvor vores kendte lokale politikere går i køkkenet sammen med kokken Kim Thygesen fra Den Gamle Stald og kreerer mad og hyggelig »madlavningspolitik«.

Museumsinspektør og madhistoriker Bettina Buhl, som er ansvarlig for køkkenscenen, har lagt vægt på at skabe et program, som kan give gæsterne masser af oplevelser og inspiration.

- Kokkene er nøje udvalgte, og de fleste kender vi fra fjernsynet. Det er en stor ære, at de vil gæste messen og skabe en fest. Samtidig viser vi noget af det bedste fra Norddjurs fra lokale producenter, og lokale råvarer indgår massivt i programmet. Det bliver underholdende og inspirerede, og der bliver rig lejlighed til at smage på Norddjurs – blandt andet kød, grøntsager, øl, brød og selvfølgelig også det vilde fra områdets smukke skove.

De kendte kokke

En række kendte kokke gæster Landbrugsmessen, Gl. Estrup.

Francis Cardenau 

Den franske kok er den gastronomiske branches stjernekok. Francis går ikke på kompromis med kvalitet. Han var blandt de første i Danmark, som høstede Michelin-stjerner.

Francis kalder sig selv: »Dansk gastronomis lille franskmand med det store hjerte«. På køkkenscenen vil Francis Cardenau arbejde med gode råvarer fra Norddjurs i samarbejde med lokale råvarerproducenter.

Umut Sakarya 

Umut Sakarya elsker dansk madkultur – især svinekød. Umut er kendt fra fjernsynets mange tv-programmer og er indehaver af restauranterne Guldkroen og Guldgrillen i København. På scenen vil han fortælle om svinekød i dansk madkultur og dens mange tilberedningsmuligheder.

Anne Hjernøe 

Anne Hjernøe er kendt fra et utal af madprogrammer i TV. Hun har sin egen virksomhed AnneMad ApS, hvor hun beskæftiger sig med udvikling af fødevarer og opskrifter for alverdens virksomheder.

På køkkenscenen vil Anne Hjernøe arbejde med gode råvarer fra Norddjurs i samarbejde med lokale råvareproducenter.

Rasmus Bundgaard Nielsen 

Rasmus Bundgaard Nielsen er køkkenchef på »Restaurant 1932« i Billund, samt holdkaptajn for det danske cateringlandshold, der vandt OL-guld i 2020.

Top-kok møder gulerødder af højeste international kvalitet. Rasmus og Lisa Løcke fra Gl. Estrup Gartneri vil give gode ideer til tilberedning af den populære rod. Gl. Estrup Gartneri startede i 1986 med en ide og en version fra grundlægger Knud Dahl om at dyrke gulerødder af højeste international kvalitet.

Per Mandrup 

Per Mandrup har mere end 40 års erfaring fra restaurations- og fødevarebranchen og er tidligere ejer af Michelinrestauranten, »Les Etioles - Et Une Rose« i København. Ud over at være kulinarisk leder af Culinary Institute by VejleErhverv agerer han også dommer i diverse paneler og konkurrencer. I syv år var han leder af Det Danske Kokkelandshold.