Med et besøgstal på 7.500 – 500 flere end i 2019 – blev dyrskuetraditionen efter to års corona-nedlukning genoplivet på bedste vis midt i Thisted by. Samtidigt meldte udstillerne af dyr og maskiner, at det var en god oplevelse, at Dyrskuet Thy-Mors var tilbage.

- At vi fik et par kraftige regnbyger midt på dagen, kan derfor ikke ødelægge vores store glæde over, at alt klappede, og at hverken publikum eller udstillere har glemt, hvor dejligt det er at være på dyrskue, siger Kim Jørgensen, formand for Dyrskuet Thy-Mors.

Flere nye udstillere

Formanden bemærkede sig, at der blandt udstillere af både dyr og maskiner var flere helt nye udstillere, som ikke er i tvivl om, at de kommer igen til næste år. Ligesom tidligere udstillere nød at være tilbage på den velindrettede dyrskueplads.

Det gælder for eksempel John Hulstrøm fra Hillerslev, der har udstillet kaniner på dyrskuets store udstilling af smådyr i ikke mindre end 65 år og hentede en ærespræmie for sin Tysk Kæmpe Schecke.

Thorkild Regnhold Nielsen fra Himmerland, der har udstillet får i 40 år, var tilfreds med at have skuets bedste får, men glædede sig mindst lige som meget over, at en ny, ung udstiller, Thomas Noe Brogaard fra Hellerød på Thyholm, kunne tage hjem fra sit første besøg på dyrskuet som indehaver af skuets bedste vædder.

Børn fik indblik i landmandslivet

Dyrskuet Thy-Mors blev åbnet af Leif Gravesen, formand for Fjordland, der står bag arrangementet. Han roste i sin tale den store opbakning til dyrskuet, der allerede dagen før viste sig, da cirka 3.000 børn og voksne besøgte dyrskuepladsen til arrangementet »Landbruget i børnehøjde«.

Her kgiver lokale landmænd, børn fra Thy, Mors og Thyholm et indblik i landmandslivet med dyr, maskiner og fødevarer.

- Der kommer jo nye børn til verdenen hver dag, så det at vise et stolt erhverv frem går aldrig af mode, sagde Leif Gravesen. Formanden måtte dog indrømme, at det var med en underlig fornemmelse at stå og kigge ud over en fyldt plads med masser af flotte dyr og maskiner, og så vide at der i den anden ende af Europa er krig på fuldt blus.

- Det sætter tingene meget i perspektiv, og det kan være svært at se, hvad fremtiden bringer, sagde han og fortsatte:

- Men uanset at verdenen er af lave, må vi ikke glemme at dyrke hverdagen, sammen med vi dyrker vore afgrøder, passer vores dyr og huske på at fokusere på det, vi kan gøre noget ved.