Per Kjeld Rasmussen har altid gjort tingene på sin egen måde som fjerde generation på ejendommen Raunlund i Floes ved Randers. En ejendom som Per overtog i 2007 efter at have været i I/S med sin far siden 1998.

Ved overtagelsen var der 60 sortbrogede køer på stedet og havde Per gjort som tiderne, omgangskredsen og banken sagde, havde han udvidet besætningen betydeligt og etableret en spritny stald på den anden side af vejen.

- Det havde jeg bare ikke lyst til. Jeg har aldrig haft ambitioner om at skulle være større. Folk troede jeg var tosset, for jeg kunne også nemt låne pengene i banken, husker Per.

 

Renoverede stalden fra 1971

I stedet valgte han at bygge bindestalden fra 1971 om, og få plads til 80 køer i løsdrift, automatisk fodring og en malkerobot.

- Jeg tror kun det var min konsulent på landboforeningen, som forstod mig, smiler Per.

 

Ny race

I 2017 valgte Per Kjeld Rasmussen at sælge alle sine brogede køer, hvilket ikke var særligt populært på en ejendom som fjerde generation, hvor der aldrig havde været andet end brogede køer i stalden.

- Men rent avlsmæssigt var jeg ikke tilfreds. Køerne var for store og kunne ikke holde til det i deres ben, forklarer Per.

Han valgte i stedet at købe en jerseybesætning, som også kom fra en robotstald.

 

Indkøring

Selv havde Per en forestilling om, at det ville køre fra dag et, selvom konsulenterne omkring ham sagde, at han nok skulle regne med en indkøringsperiode på to år, inden han for alvor ville mærke resultater.

- Det er også først nu ydelsen er begyndt at stige, men det har været lige så meget mig, som har skullet lære at passe jerseykøer, siger Per Kjeld Rasmussen, som ikke et eneste sekund har fortrudt, at han gik fra brogede til jerseykøer.

- De er så nysgerrige, at de selv finder robotten. Det var egentlig ikke noget, jeg tænkte over med de brogede, men der var alligevel flere hentekøer, end der er i dag, forklarer Per.

 

KSS og Murray Grey

Langt de fleste dyr bliver insemineret med kønssorteret sæd, hvor overskudsdyrene bliver afsat til eksport.

Resten insemineres med kødkvæg, Murray Grey, og fedes op.

- Jeg har lige solgt tre til en lokal slagter og det er det fineste kalvekød, forklarer Per.

 

Ni køer tilmeldt

I dagligdagen passer Per selv dyrene, men to gange om ugen kommer Signe Nørgaard, gennem et tilbud gennem kommunen. Signe, skal have en Gislev-kalv med til mønstringskonkurrencen mens Per har tilmeldt ni køer og en kvie til Landbrugsmessen Gl. Estrup.

 

Landbrugsmessen GL. Estrup

Per Kjeld Rasmussen har tilmeldt ni køer og en kvie

Ko:         Laktation:            Efter tyren:

1359         3                                 Lindaa

3448         3                                 Pick

3468         3                                Holdo

1379         2                                 Lutz

1388         2                                 Hilario

1431         1                                Hizzi

1434         1                                Zummit

1441         1                                 Perez

2298         1                                 Hiwe

2363         kvie                            Hero