Når lokummet brænder, er Jan og Rita klar til udrykning

Staldservice og minilæssere er omdrejningspunktet hos Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, men smedeforretningen kan klare mange andre opgaver

Rita og Jan Christensen er altid klar til at sende folk afsted, hvis Thy-Mors Udmugning og Maskinservice er en gammeldags smedeforretning, der kan klare de fleste opgaver.

- Vi har en stor fast kundekreds, for de ved, at vi er der, når lokummet brænder, fastslår Jan Christensen.

Siden han overtog sin gamle læreplads tilbage i 1986, har både han og hustruen Rita Christensen været klar til at sende folk afsted døgnet rundt, hvis der var problemer med maskineriet i stalden eller på marken – og de kan klare det meste.

- Vi er vel det, man kalder en god gammeldaws blandet smedeforretning, der kan ordne lidt af hvert, konstaterer Jan Christensen, der sender sine syv servicevogne rundt i det meste af Thy, Mors, Salling og Han Herred.

Desuden sælger han traktorer fra Landini og McCormick, Kongskilde-blandervogne, Pöttinger-maskiner og ikke mindst minilæssere fra Schäffer.

Cirka halvdelen af omsætningen i firmaet kommer fra at servicere staldene, mens den anden halvdel kommer fra maskinsalg – her er det især minilæsserne, der fylder.

- Der er andre, der sælger mange traktorer – det skal de have lov til – vores niche er staldservice og minilæssere, fastslår han.

Travlt året rundt

Mens travlheden med maskinsalg og -service svinger efter sæsonen i løbet af året, er nichen med staldservicen den væsentligste grund til at ægteparret kan se tilbage på 37 år med travlhed året rundt.

- Stalden står aldrig stille, og det er bare med at være der, hvis der er noget galt. Derfor har vi ikke de her stille perioder. Det er selvfølgelig godt for forretningen, men det betyder også, at vi aldrig kommer helt så godt til bunds i oprydningen herhjemme på matriklen, griner Jan Christensen, der udover sig selv og Rita har ni ansatte for tiden – en størrelse, der passer ægteparret godt.

- Der er mange fordele ved at være et lille firma. Vi kender vores kunder rigtig godt, og når de ringer, er det altid Rita eller jeg, der tager telefonen. Samtidig giver det også et godt kollegaskab, når alle kender alle og vi alle sammen sidder omkring spisebordet på samme tid, siger Jan Christensen.

Årets læreplads

På kontoret står også et synligt bevis på, at en mindre smedevirksomhed med masser af forskellige opgaver også er et godt sted at lære.

Således blev Thy-Mors Udmugning og Maskinservice kåret af Danske Maskinhandlere som Årets Læreplads 2022.

- Det er noget, vi er rigtig stolte af. Vi tror på, at det betyder meget, at man i en virksomhed som vores, får nogle vigtige opgaver som lærling og ikke bare bliver sat til at vaske maskiner. Samtidig er lærlingen også er en del af fællesskabet med svendene. Derfor er vi også superstolte af vores svende, for det kræver bestemt også noget af dem at have lærlinge, siger Jan Christensen.

Mens lærlingene åbenlyst får noget ud af at være i lære i værkstedet ved Sundby, ser Jan Christensen også stor værdi i at tage lærlinge ind. Faktisk er det nærmest en nødvendighed.

- Det er svært at få fat i udlærte svende. Så må man jo selv sørge få at få uddannet nogle, konstaterer han.

Vanen tro er Thy-Mors Udmugning og Staldservice på plads til en snak med nye og gamle kunder, når dyrskuepladsen i Thisted slår dørene op 10. juni.

Ingen panik over Mullerup-lukning

Det har da givet anledning til et par spørgsmål, at den store tyske koncern GEA i starten af året lukkede Mullerup-fabrikken på Fyn og dermed indstillede produktionen af virksomhedens kendte automatiske foderanlæg og strømaskiner.

Men svaret fra Jan Christensen, Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, lyder klart og tydeligt.

- Der er ingen panik. Mullerup er jo en gammel smedeforretning, og de har lavet deres ting, så sådan nogle som os, kan lave det meste. Og selvom Mullerup er lukket, kan vi stadig få alle de stumper, vi har brug for til at servicere anlæggene. Nu får vi dem bare fra Tyskland i stedet for Fyn, siger han.

- Og de to, der har stået for elektronikken i Mullerup-maskinerne, er stadig hos GEA, så vi kører altså videre som hidtil. Den eneste store forskel er, at der ikke længere bliver lavet nye Mullerup-anlæg, konstaterer Jan Christensen.

Læs også