Roskilde Dyrskue kunne for knap en måned siden fejre 50-års jubilæum, og det samme kan Børn & Dyr på Bregentved gøre den sidste weekend i denne måned – altså den 29. og 30. juni.

Børnedyrskuet har således fundet sted uafbrudt siden 1969, og traditionen tro foregår det i Piberhusfolden ved Bregentved Gods nær Haslev.

Børn og dyr er altid en skøn forening, så der garanti for hyggelige timer og mange smil i løbet af de to dyrskuedage, der normalt trækker mellem 10.000 og 12.000 besøgende.

De får mulighed for at opleve omkring 250 børn, der udstiller forskellige dyr som blandt andet heste, kaniner, hunde, marsvin, æsler, geder, får, kalve og høns.

Oplevelser for hele familien

Tallene gør arrangementet til Danmarks største børnedyrskue, og vanen tro vil der også være et væld af spændende aktiviteter, underholdning og oplevelser for hele familien.

For femte gang er det Jens Mortensen, der som formand for Børn & Dyr på Bregentved, åbner det populære dyrskue, hvor man i år blandt andet kan opleve Copenhagen Drummers, Kalle fra Ramasjang, kokken Søren Gericke, rideshows, traktortræk og meget mere.

Foruden de mange dyreudstillere og de underholdende indslag vil der som altid også være et stort antal firmaudstillere i Piberhusfolden, hvor de besøgende normalt kan finde mange rigtig gode tilbud i de to dyrskuedage.

Dyrskue »tyvstarter« med jubilæumsreception
Dagen før åbningen af den 50. udgave af dyrskuet Børn & Dyr på Bregentved holder foreningen bag Danmarks største børnedyrskue en jubilæumsreception.
Denne reception holdes således fredag den 28. juni klokken 13 til 16, og foregår i et jubilæumstelt, som er placeret til højre for indgangen.
- Vi håber, der kommer en masse nye og gamle kendinge til receptionen. Vi skal fejre dyrskuet med manér, og det sker blandt andet ved offentliggørelse af vores jubilæumsskrift, som er et lille stykke dansk lokalhistorie, fortæller formand for jubilæumsudvalget, Jan Christensen.
Han oplyser blandt andet, at jubilæumsskiftet indeholder flere spændende artikler, blandt andet om Tove Nielsen, der har været med lige fra begyndelsen.
Jan Christensen gør også opmærksom på, at der under hele dyrskuet er åbent i jubilæumsteltet, hvor man kan læse og høre om dyrskuets udvikling og historie. /jhal

 

Kort om Børn & Dyr på Bregentved
- Børn & Dyr på Bregentved blev første gang afholdt i 1969. Helt frem til 1990’erne hed det Bregentvedstævnet. 
- Dyrskuet afvikles i Piberhusfolden nær Bregentved Gods ved Haslev – i år foregår det lørdag den 29. juni klokken 9 til 19 og søndag den 30. juni klokken 9 til 18.  
- På børnedyrskuet dyster op mod 250 børn med deres kæledyr om den eftertragtede Bregentvedpræmie eller deltager i andre 4H-aktiviteter.
- Foruden de mange dyreudstillere og de underholdende indslag vil der også være et stort antal firmaudstillere i Piberhusfolden.  
- Hvert år besøger mellem 10.000 og 12.000 gæster det populære børnedyrskue.