Flere af slåmaskinerne løste opgaven flot, da en god håndfuld maskinleverandører viste, hvad deres respektive slåmaskiner kan præstere i en mark med efterafgrøder, der, grundet høje jordtemperaturer og en passende mængde nedbør, stod flot, kraftfuldt og næsten meterhøjt.

- Kravet om efterafgrøder er kommet for at blive, men hvordan får vi destrueret årets efterafgrøder? Sådan lød det fra planteavlschef John Voss, da han på vegne af Østdansk Landboforening, bød velkommen til en maskindemonstration, hvor man viste, hvordan en mark med efterafgrøder blev lagt ned og findelt, sådan at det efterfølgende er muligt at etablere et godt, nyt såbed.

Og der var rigeligt af biomasse at gå i gang med. Dagens vært, Erik Rasmussen, Rønnede, har tidligere på året høstet vårbyg i marken og efterfølgende sået en blanding af olieræddike, vikke, honningurt og havre. Desuden var der lidt rester af spildkorn.

Den veletablerede efterafgrøde fik da også planteavlschefen til at udtrykke en forhåndsforventning om, at flere af maskinerne nok ville blive udfordret. En for en blev maskinerne præsenteret af repræsentanter fra de forskellige maskinleverandører.

Knivtromle imponerer

Planteavlskonsulent Thomas Laugesen rundede dagen af med at konstatere at slagleklipperen fra Kverneland, hvad enten den er udstyret med y- eller hammerslagler, er et godt og alsidigt redskab, der kan bruges til mange ting på bedriften.

Om rotorklipperen, en Bednar Mucher, lød det fra Thomas Laugesen, at den laver et fint stykke arbejde og er god, hvis der skal pløjes umiddelbart efter slåning, men den kræver en god arbejdshastighed.

- Tromlemaskinerne, og måske især Dalbo MaxiCut, er interessante, og jeg er faktisk imponeret over resultaterne. Især knivtromlen imponerer.

Det var i øvrigt første gang, at knivtromlen fra Dalbo blev præsenteret øst for Storebælt, og foran de knap 75 fremmødte tilføjede Thomas Laugesen:

- Den måde, den skærer tingene over på og til de ligger oven på jorden, er meget interessant. Det er en maskine, der er relativt nem at trække, og man kan hurtigt få kørt nogle arealer over.

- Väderstad Carrier Crosscutters nye discs gjorde et godt stykke arbejde, omend den ikke kom helt ned i jorden og ej heller med fuld gennemskæring.

- Endelig havde vi Amazones Catros TX Crossboard som almindelig discharve, der skulle en anelse længere ned for at få fuld gennemskæring, men det kunne den også gøre.

 

Planter