Nybolig Landbrug Tønder: Veloverstået og godt generationsskifte i hus

Hos Nybolig Landbrug Tønder har to generationer i mange år arbejdet tæt sammen. I 2022 gennemførte man et planlagt generationsskifte, der nu markeres officielt med en reception.

I alt fem medarbejdere arbejder på kontoret hos Nybolig Landbrug Tønder, der for to år siden flyttede til nyrenoverede lokaler i en landejendom på Lydersholmvej nær Tønder. Foto: InFoto Højer v/Jane Rahbek Ohlsen På fredag den 3. maj markerer Nybolig Landbrug Tønder sit generationsskifte. Det sker ved en reception på kontoret i de nye lokaler på Lydersholmvej 7A, Tønder. Det sker i tidsrummet fra kl. 12.00 – 16.00. Foto: InFoto Højer v/Jane Rahbek Ohlsen

Et salgsmæssigt godt 2023 og en rigtig god start på 2024. Hos Nybolig Landbrug Tønder er forårsstemningen derfor i top, både blandt kunderne og internt i virksomheden.

To generationer har i mange år arbejdet sammen i virksomheden, der består af stifter Bjarne Jacewicz og hustruen Margit, samt sønnen Morten Jacewicz, der ligeledes har sin bedre halvdel Dorte som kollega på kontoret på Lydersholmvej nær Tønder.

Den 1. januar 2022 gennemførte man et generationsskifte, hvor Morten Jacewicz overtog tøjlerne fra Bjarne Jacewicz, der dog fortsat arbejder på fuld kraft som landbrugsmægler i virksomheden.

Et generationsskifte, der nu markeres med en reception.

- Vi har haft rigtig meget at se til. Men nu var der luft til fejring af det, fortæller Morten Jacewicz.

Lang erfaring

Det er knapt 35 år siden, at Nybolig Landbrug Tønder tog form, og Bjarne Jacewicz tog springet, og etablerede sig som selvstændig landbrugsmægler.

Med en baggrund som bankmand og efterfølgende flere år hos Nykredit, bød muligheden sig i 1990, hvor Bjarne Jacewicz sammen med en kollega etablerede en mæglerforretning fra bunden – med salg af boliger, erhverv og landbrug. Bjarne overtog forretningen helt i 1996, udfasede boliger og øvrige erhverv i år 2000, og flyttede forretningen fra Tønder, hjem på gården.

I 2006 kom Morten Jacewicz, der er uddannet ejendomsmægler, med i virksomheden. En uddannelse, han selv mener var et både naturligt, oplagt og interessant valg.

- Mæglerfaget trak mest, og jeg har jo hele tiden vidst, hvad det drejede sig om, siger han.

Undervejs er Bjarnes hustru Margit også kommet til på kontoret, ligesom Mortens hustru Dorte, også er medarbejder på kontoret, hvor hun er sagsbehandler.

Og både Bjarne og Morten ser flere fordele med at have familien samlet omkring virksomheden i hverdagen.

- Der er en helt anden dynamik i at få ting til at lykkes, da det jo er til alles bedste, at det lykkes, forklarer Morten.

Begge par ejer og bor i øvrigt på hver deres landejendom i nærheden af Tønder.

- Så vi ved godt, hvad der er for og bag på en ko, og hvad der sker i landbruget og i markedet.

Foruden de fire, er Katja Andresen David også ansat på kontoret, hvor hun arbejder som sagsbehandler.

Klar til generationsskifte

Både Bjarne og Morten er glade for generationsskiftet, og betegner begge tidspunktet som helt rigtigt.

- Jeg synes, at jeg var klar til det nu. Det er jo komplekst, det vi sidder med, og der er jo ingen uddannelse specielt til landbrugsmægler, siger Morten Jacewicz, og uddyber med et smil:

- Tidspunktet var godt, og Bjarne var kommet til samme punkt. Det ville ikke være godt at skulle sende Bjarne på pension dagen efter generationsskiftet, siger Morten – og Bjarne er meget tilfreds med at slippe for det administrative ansvar.

Mange typer landbrug, sælgere og kunder

Det er mange typer landbrug, sælgere og købere, som Nybolig Landbrug Tønder gennem året er i kontakt med og forestår salg af landbrugsejendomme for og til. Vi har opbygget et kæmpe netværk til rådgivere, pengeinstitutter, købere og investorer, fra både ind- og udland, oplyser Morten Jacewicz.

- Der er lige fra deltidslandbrug til de helt store landbrugsejendomme, forklarer Bjarne Jacewicz.

Og både købere og sælgere spænder vidt. Fra en del hollændere, der har vil købe landbrug i Danmark, til unge nyetablerede og ikke mindst generationsskifter i landbruget, hvor gården skal overgå fra typisk en ældre landmand til en slægtning eller medarbejder.

- Sønderjylland er et godt område for os. Vi har blandt andet haft, og har, mange hollandske familier, fortæller Bjarne Jacewicz, der anslår, at forretningen har solgt gårde til mere end 150 hollandske familier.

Han tilføjer, at Nybolig Landbrug Tønder i dag også har kunder i resten af Jylland. .

Muligheder og ubekendte

Som nævnt er 2024 startet som et godt år hos Nybolig Landbrug Tønder.

- Vi har haft en rigtig god start på 2024. En stor del af vores salg har været skuffesager, da mange sælgere ikke ønsker for meget postyr omkring salget. Vi har så gennem vores netværk og køberkartotek fundet de rigtige købere, fortæller Morten Jacewicz, der tilføjer at 2024 dermed indtil videre ligner 2023.

Både han og Bjarne Jacewicz ser fremadrettet fortsat mange muligheder omkring salg i form af generationsskifter, nyetableringer og investeringer udefra i landbruget.

Men der er også ubekendte faktorer, som de ser, kan trække i modsatte retning. Blandt andet stigende renter, og ikke mindst landbrugs- og klimapolitik fra Christiansborg, hvor ikke mindst kommende CO2-afgifter kan blive en udfordring. Uagtet at afgifter ikke løser disse udfordringer – det gør teknologier derimod.

- Vi er bekymrede. Blandt andet for at kreditgivere som banker og kreditinstitutter vil afvente, til der er besluttet noget endeligt, vurderer Morten Jacewicz.

- Det er vigtigt at vores kunder kan tage en beslutning, på et oplyst grundlag – derfor er engagement, grundighed og ordentlighed meget vigtige begreber i forretningen, også fremadrettet, uddyber Morten Jacewicz.

På fredag den 3. maj markerer Nybolig Landbrug Tønder sit generationsskifte. Det sker ved en reception på kontoret i de nye lokaler på Lydersholmvej 7A, Tønder. Det sker i tidsrummet fra kl. 12.00 – 16.00.

Læs også