Uforudsigelig Trump-politik kan presse renten ned
Toldkaos fra USA’s præsident lammer investorerne – og det kan sende de faste renter ned under 4 procent.

Foto: Colourbox
Donald Trumps mange modsatrettede udmeldinger om told på importvarer skaber stor usikkerhed. Én dag truer han med høje toldsatser, næste dag tilbyder han rabatter, og pludselig er nye toldsatser udskudt. Senest har han foreslået 25 procent ekstra told på visse metaller.
- Det kan ikke andet end gøre virksomheder og investorer helt rundtossede, lyder det fra AgroMarkets i en analyse.
Usikkerheden betyder, at investorer holder sig tilbage. Markedet taber fart, og det giver endnu mere tilbageholdenhed. Men den udvikling kan paradoksalt nok føre noget positivt med sig.
Hvis Trumps uforudsigelige linje fortsætter, kan det presse de faste renter under de nuværende 4 procent. AgroMarkets vurderer, at renten realistisk kan falde til 3,5 – og måske helt ned til 3,0 procent.
- Det er stadig realistisk at tro på en lavere rentebund for de faste renter end de 4 procent, vi ligger og svinger omkring lige nu, vurderer AgroMarkets.