En kalkunbesætning med pludselige dødsfald og et stort antal dyr med tydelige tegn på sygdom blev midt i april bekræftet smittet med fugleinfluenza H5N1. For at undgå yderligere lidelse for dyrene, samt stoppe smitten, har Fødevarestyrelsen straks indledt aflivningen af kalkunerne, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Udbruddet kommer 10 dage efter et udbrud af fugleinfluenza i en mindre fjerkræbesætning nord for Roskilde.

- Vi overvåger udbredelsen af fugleinfluenza i de vilde fugle, og må desværre konstatere, at faren ikke er drevet over. Det betyder, at kravet om, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab i hele Danmark skal være indelukket eller overdækket, desværre kommer til at gælde i endnu et stykke tid. Det betyder også, at alle der holder fugle fortsat skal være ekstra opmærksomme og opretholde god smittebeskyttelse, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie, Fødevarestyrelsen.

Zoner skal inddæmme smitte

Som følge af udbruddet i Aalestrup har Fødevarestyrelsen oprettet en tre kilometers beskyttelseszone samt en 10 kilometers overvågningszone rundt om den smittede besætning. I begge zoner skal fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk. I zonerne er det blandt andet forbudt at afholde udstillinger med fugle og fjerkræ, flytte fugle og produkter fra fugle inden for og ind og ud af zonen, medmindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse.

Udbruddet i Aalestrup kan komme til at påvirke eksporten af fjerkræ og fjerkræprodukter fra Danmark til tredjelande, lyder det.

Råd og regler

Sygdommen kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle og blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man rengør sine støvler, inden man går ind til fuglene.

Fødevarestyrelsen indførte den 17. december 2024 krav om, at fjerkræ og fugle i fangenskab som hovedregel skal være i en indhegning, der er er overdækket med fast tag, net eller tråd, samt at dyrene altid får foder under tag, så vilde fugle ikke kan komme i nærheden af foder og drikkevand og dermed kan smitte besætningen. Fødevarestyrelsen anbefaler alle fjerkræejere, også dem, der er undtaget fra kravene om biosikringsforanstaltninger, fortsat beskytter sine fugle mod direkte kontakt med de vilde fugle.

Hvis man ser høj dødelighed eller problemer med vejrtrækningen hos sine fugle, kan det være et tegn på fugleinfluenza. Man har i så fald pligt til at kontakte en dyrlæge, skriver Fødevarestyrelsen.

Finder man en død fugl i naturen, som man tror kan være død af fugleinfluenza, kan man melde fundet til Fødevarestyrelsen på appen Fugleinfluenza Tip.