Temadag: Landboforening mærker stor interesse for fjerkræ-byggeri
Fra idé til færdig slagtekyllingestald – få hele overblikket, når Spiras inviterer til temadag i Kolding for alle, der overvejer at bygge eller udvide slagtekyllingestalde.

Den 4. september inviterer Spiras til temadag om slagtekyllinger. Det sker i Kolding, og allerede den 29. august kan man opleve en ny fjerkræstald ved Varde. Arkivfoto: Tenna Bang
Slagtekyllingeproduktion er en vigtig og voksende del af dansk landbrug, og i sensommeren er der mulighed for både at se en nyopført slagtekyllingestald og få et dybdegående indblik i hele processen fra idé til færdigt byggeri.
Den 4. september inviterer Spiras til temadag om slagtekyllinger i Kolding.
Temadagen er målrettet alle, der overvejer at bygge ny eller udvide eksisterende slagtekyllingestald.
‘Dagen byder på indlæg fra specialister inden for totalrådgivning, finansiering, bæredygtighed og energiløsninger.
- Vi har samlet en række fagfolk, så deltagerne kan få et realistisk billede af både muligheder og udfordringer, inden de sætter gang i et byggeri, siger Palle Vinstrup, landskonsulent, fjerkræ, hos Spiras og tilføjer:
- Der bliver også mulighed for at høre erfaringer fra en producent, der netop har valgt at blive en af fremtidens slagtekyllingeproducenter.
Temadagen kræver tilmelding, som kan ske på Spiras hjemmeside.
Åbent hus ved Varde
Som optakt til temadagen er der mulighed for at besøge Tommy Dideriksen til åbent hus i den nyopførte slagtekyllingestald ved Varde.
Arrangementet finder sted fredag den 29. august klokken 11.00–17.00. Her kan du møde både bygherre, rådgivere og leverandører og høre om erfaringerne fra projektet.
Man kan læse mere om dagen på Spiras hjemmeside.