Bekymrende udvikling for fugleinfluenzaen
Der har aldrig været flere udbrud af fugleinfluenza, end der har været i løbet af vinteren i år.

Flere og flere steder har myndighederne måtte slå fjerkræbesætninger ned på grund af udbrud af fugleinfluenza. Arkivfoto
Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen har måttet rykke ud et rekordstort antal gange til fjerkræbesætninger i Danmark, som har været ramt af H5N8-fugleinfluenza.
- De mange aflivninger er både ulykkelige for ejerne og dyre for samfundet, der skal rykke ud med det helt store set- up, når især større besætninger skal aflives, siger souschef i Fødevarestyrelsen, Tim Petersen.
Han understreger, at aflivningerne sker både for at skåne dyrene for de alvorlige lidelser, de bliver påført af den dødelige sygdom, og for at bidrage til, at smitten ikke spreder sig til hverken tamfugle i fangenskab eller de fugle, der lever vildt i naturen. Det gælder blandt andet gæs, ænder og svaner. Men også for hele erhvervet har smitteudbruddene stor betydning.
- Danmark taber eksportindtægter for millioner, fordi flere lande uden for EU øjeblikkeligt sætter grænsebommen ned for deres import af både æg, fjerkrækød og levende fugle fra Danmark. Derfor er det utrolig vigtigt, at alle der har fjerkræ, følger myndighedernes anvisninger og holder deres høns bag hegn og fodrer dem under tag, påpeger Tim Petersen.
Vigtigt at følge regler
Ifølge chefkonsulent Mie Blom hos Landbrug & Fødevarer giver de nye fund af fugleinfluenza i høj grad grund til bekymring.
Mie Blom opfordrer fjerkræavlere, også dem, der har hobbybrug, til at følge retningslinjerne fra Fødevarestyrelsen. Det handler blandt andet om at sikre, at alle høns går bag hegn, uanset hvor mange der er. Og hvis en indhegning er mere end 60 kvadratmeter, skal den også være overdækket med enten tag, hønsenet eller mågetråd.
Sker et udbrud omfattes alle omkringliggende ejere af hobbyhøns, ænder og andet fjerkræ af to restriktionszoner på henholdsvis tre og 10 kilometer fra den ramte besætning. Inden for 10 kilometer bliver det forbudt at sælge eller flytte æg, høns og andet fjerkræ ud af zonen uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.