Det er ikke ligegyldigt at dyrke mere korn

Af Jens Peter Aggesen, formand for Agerskovgruppen

»Det vil ikke batte noget på verdensmarkedsprisen på fødevarer, hvis vi danske bønder alligevel dyrker korn på de fire procent af landbrugsarealet, der nu kræves braklagt af EU og den danske regering. Og overfor Putins krig i Ukraine og den kommende globale fødevarekrise, er det ren symbolpolitik at undlade yderligere braklægning«!

Ja, sådan taler de kloge analytikere og professorer, og istemmer samtidigt, at braklægningen vil redde en masse naturdiversitet, miljøet og klimaet, sådan som visse politikere, ministre, miljø- og naturorganisationer forestiller sig.

Den tvungne braklægning af noget af Danmarks bedste jord til fødevareproduktion og de nuværende tvungne begrænsninger i kornproduktionen ved hjælp af virkningsløse efterafgrøder er mindst lige så meget symbolpolitik.

Bliver man ikke mæt af

Hvis virkningerne er så minimale, som visse eksperter siger, bør en masse restriktioner og sanktioner også udelades, fordi det så også har symbolsk karakter.

Det kan da godt være, at vi bønder, der synes, det er meningsfuldt at producere fødevarer, når der er sult i verden, også arbejder rent symbolsk. Man kan nemt regne sig frem til, at en masse politiske udtalelser og aktiviteter er mere symbolske end reelle. Men det bliver hverken vore ukrainske naboer eller de, der i fjerne egne af verden nu ikke har penge til at betale det dobbelte for et brød, et glas mælk eller en skål ris, mætte af.

Vi vil gerne handle og gøre det, vi er bedst til. Især nu, hvor det helt oplagt er til nytte i den svære situation, kloden står i, og vi alle må yde lidt ekstra. Vi bønder har allerede hjulpet i hundredvis af ukrainske kvinder og børn til Danmark og fundet steder til dem at bo. Og nu vil vi altså ikke stå foran disse mennesker, og undlade at dyrke korn på den brakmark, hvor der kunne være dyrket fødevarer. Det kan godt være, det er symbolsk at skaffe folk det daglige brød og tag over hovedet, men det er nu engang det, vi kan. Som alle andre, vil også vi gerne medvirke til at gøre verden til et bedre sted for både os selv og vore medborgere, lyder det fra Agerskovgruppens formand.

Vigtig årsag

Og tag det nu roligt, alle I, der søger folkets hyldest ved at fortælle, at I beskytter klima- og naturdiversitet fra skrivebordet og sofahjørnet. Vi ved, hvad vi gør. Vi dyrker ikke jorden for at ødelægge naturen eller miljøet, vi gør det fordi vore medmennesker og deres børn skal have noget mad og en fortsat frugtbar klode at leve på – også i fremtiden. De er både logisk, fornuftigt, medmenneskeligt og klogt, at vi hver især bidrager med det, vi er bedst til, når det store fællesskab rammes af kriser.

Det ligger nu klart, at der efter høst skal sås efterafgrøder på 660.000 hektar, hvoraf en stor del er blandt klodens bedste til korndyrkning. De dårlige og marginale jorde er vi landmænd for længst ophørt med at dyrke og her har allerede været genskabt natur i masser af år.

En landmand her i Sønderjylland, Martin Lambert Pedersen, Dynagro, dyrkede i gennemsnit 4.800 kg vårbyg pr. hektar og 8.800 kg vinterhvede og vinterrug på sine marker. Med efterafgrødekravene tvinges han til at dyrke vårbyg i stedet for vinterhvede på 226 hektar, og det giver ham et økonomisk tab på tæt ved to millioner kroner med de alt for høje kornpriser, vi har fået på grund af fødevarekrisen.

Det betyder noget

Hvad der er endnu værre, verden går glip af 900.000 kg korn bare fra Martin Lambert Pedersens landbrug. Ekstra 4.000 kg korn på en tredjedel af efterafgrødearealet i Danmark vil give 880 millioner kg korn.

Og så er der den fire procents braklægning af det dyrkbare areal, EU vil indføre, men som flere lande nu foreslår, vi dropper indtil der igen er mad nok på markedet. Men den danske regering står fast. Uanset en kommende fødevarekrise skal vi braklægge omkring 100.000 hektar i Danmark, hvilket svarer til det areal, vi i dag dyrker med rug. Lad os sige, lidt forsigtigt, at her kunne vi dyrke 5.000 kg pr. hektar, og at man kan bage et rugbrød af et kg rugmel. Det kunne så blive til 500 millioner rugbrød.

Man skal nok være professor på Københavns Universitet eller dansk fødevareminister og miljøminister for at påstå, det ikke betyder noget særligt for fødevaresituationen.