Projektchef forfremmet til direktør

Til trods for en verserende sag efter fyringen fra Agri Nord er projektchef Kim Koch i Bæredygtigt Landbrug nu forfremmet til foreningens direktør.

- Det er vigtigere at få den rigtige person til at hjælpe os med opgaven end at tænke for meget over, hvad der kan være af sladder i krogene, siger Bæredygtigt Landbrugs formand, Peter Kiær, til Effektivt Landbrug. Foto: Daniel Barber

Bæredygtigt Landbrug har forfremmet Kim Koch til direktør, og det bekymrer ikke foreningens formand, den sjællandske svineproducent Peter Kiær, at Kim Koch i april sidste år blev politianmeldt og fyret fra sin stilling som direktør i Agri Nord, hvor han havde siddet siden november 2014.

I foråret sidste år lød det fra bestyrelsesformand i Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, at man havde konstateret »økonomiske uregelmæssigheder«, og at man derfor havde besluttet, at Kim Koch skulle fratræde sin stilling omgående.

- Vi har 100 procent tillid til ham, og vi er helt overbevist om, at vi har fundet den rigtige person til at udvikle og lede arbejdet i Bæredygtigt Landbrug.

Peter Kiær, formand

- Jeg kan naturligvis ikke kommentere på den verserende sag, der er i øjeblikket. Men lad mig sige helt klart: I Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse føler vi os rigtig godt velinformeret om, hvad der ligger til grund for politianmeldelsen, og vi har lært Kim Koch rigtig godt at kende igennem de seneste seks måneder, hvor han har arbejdet med vores ESG-rapport, fortæller Peter Kiær til Effektivt Landbrug.

- Vi har 100 procent tillid til ham, og vi er helt overbevist om, at vi har fundet den rigtige person til at udvikle og lede arbejdet i Bæredygtigt Landbrug, tilføjer han.

Langvarig Agri Nord-sag

Også Kim Koch er godt tilfreds med udnævnelsen.

- Det er et godt match. Jeg synes, de har en spændende profil, fordi de arbejder for at skabe nogle gode rammevilkår for danske landmænd. Og de har noget kant og tør godt gå ud at sige nogle ting, der ikke altid er lige populære, fortæller den nyligt udpegede direktør til Effektivt Landbrug.

Han bekræfter over for avisen, at Agri Nord-sagen stadig bliver efterforsket, og at der ikke foreløbigt er nogen udsigt til en forløsning på sagen, der kan vare alt fra »halvandet til tre år endnu«.

- Jeg er selvfølgelig uenig i de ting, der er blevet smidt efter mig, og det kan jeg dokumentere. Det er svært at have en masse kommentarer til sagen lige nu, mens den verserer, men jeg er i hvert fald bare rigtig ærgerlig og ked af, at det skulle ende sådan, siger han.

- Vi må bare sige, at vi er uenige om nogle punkter her, og det må retten så klare for os, tilføjer han.

Vigtigere end sladder i krogene

Den seneste direktør i Bæredygtigt Landbrug, Steen-Flemming Stevns Elmarlund, nåede kun at sidde på posten i to måneder, før han trådte af igen i november sidste år. Derfor har det været vigtigt for Peter Kiær at finde den helt rigtige mand til jobbet i denne omgang, og det føler han er lykkedes.

- Bæredygtigt Landbrug havde virkelig brug for en strategisk dygtig direktør, der kunne se sig operationelt ind i fremtiden, og der er Kim både erfaren og stærkt visionær med begge ben solidt plantet i jorden. Det er det, som foreningen har brug for. Det er det, der optager os – ikke så meget om, hvis der nu sker noget med en politianmeldelse, udtaler Peter Kiær og tilføjer:

- Når vi nu har fundet den rigtige person til opgaven, så er det vigtigste, at vi kan hjælpe dansk landbrug rent politisk, og at vi kan hjælpe vores medlemmer rent praktisk med de opgaver, der er så store, som vi aldrig har haft før. Det er vigtigere at få den rigtige person til at hjælpe os med opgaven end at tænke for meget over, hvad der kan være af sladder i krogene.

Kim Koch er allerede tiltrådt stillingen og i fuld gang med jobbet som direktør i Bæredygtigt Landbrug.

Læs også