BL-direktør i spidsen for svineproducenter
Direktør Hans Aarestrup fra Bæredygtigt Landbrug skal i en periode også fungere som direktør for Danske Svineproducenter.
Danske Svineproducenters bestyrelse valgte torsdag at afslutte samarbejdet med direktør Nicolaj Nørgaard, der fra 1. juni i år skal være direktør for Danish Crown Ejerservice. Det betyder, at Nicolaj Nørgaard har haft sidste arbejdsdag hos Danske Svineproducenter.
I praksis kommer det til at betyde, at direktøren for Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup, nu også fungerer som midlertidig direktør for netop svineproducenterne i en overgangsordning.
- Uanset at alle har haft de bedste intentioner, var det ikke en holdbar situation, at Nicolaj fortsatte som direktør i opsigelsesperioden. Der er løbende aftaler, som skal indgås på mange områder, hvor der kan være interessekonflikter mellem Danske Svineproducenter og Nicolajs fremtidige arbejdsgiver Danish Crown. Nicolaj vil i den kommende periode medvirke positivt til at overdrage igangværende aktiviteter til den nye direktør, siger svineproducenternes formand Torben Hauskov i en pressemeddelelse.
- Det var oplagt at spørge, om Hans kunne give en hånd med. Han kender foreningen bedre end de fleste, han kender medarbejderne og halvdelen af bestyrelsen. Hans rutine og netværk kan være med til at give os det fornødne tid og rum, så vi kan få ansat den rigtige ledelse, siger Torben Hauskov.
Bæredygtigt Landbrug: Glade for at kunne hjælpe
Hos Bæredygtigt Landbrug er man glade for at kunne udlåne direktøren til svineproducenterne, hvor Hans Aarestrup har en fortid.
- Da vi startede vores forening, var Danske Svineproducenter meget hjælpsomme, så det er kun naturligt, at vi tilbyder at give en hånd med, når det kniber. I Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse er vi enige om, at vi har en fin arbejdsdeling med de andre producentforeninger, siger BL-formand Flemming Fuglede.
- Når de spørger, om de må låne vores direktør et par dage om ugen i en kortere periode, så siger vi ja, fordi vi ved, det er det bedste for de danske landmænd på lang sigt, tilføjer han.