Dyrskuestaben udvidet
Erfaren sjællandsk dyrskueleder og kommunikationsmedarbejder tilknyttet Det Fynske Dyrskue som projektansatte.
I efteråret blev ledelsen af Det Fynske Dyrskue omorganiseret med ansættelsen af dyrskuechef Alex Nielsen, der kom til jobbet fra Herning med stor erfaring indenfor kulturlivet.
Nu er staben blevet udvidet med to projektansatte medarbejdere.
Det er 35-årige Simone Hansen fra Skalbjerg, der indenfor kommunikation ligeledes har erfaring med events fra kulturlivet. Hun skal primært tage sig af dyrskuets hjemmeside og øvrige kommunikation.
Samtidig er Thor Nielsen, der i begyndelsen af marts fylder 62 år, blevet tilknyttet dyrskuet på Fyn. Han kommer med stor erfaring indenfor netop dyrskueverdenen, idet han gennem mange år var en del af Roskilde Dyrskue, først i rollen som udstillingskoordinator, inden han i 2002 blev udnævnt som sekretariatschef.
Gennem 14 år stod Thor Nielsen på den måde i spidsen for Roskilde Dyrskue frem til september 2016, hvor han vendte tilbage til sine rødder på Stevns, hvor han de senere år har arbejdet for Stevns Erhvervsråd, Stevns Turistforening og Stevns Kommune.
Spændende konstellation
- Det er en meget spændende konstellation af nytænkning og erfaring, vi her har fået skruet sammen, lyder det fra Torben Povlsen, der som formand for Fynsk Landbrugs Eventforening er dyrskuets formand.
- Vi har brugt vinteren på ændringer af dyrskuepladsen og mange gode møder med udstillere. Nu har vi indledt det aktive salg af stande og udvikling af årets dyrskue. Og snart er det tid for tilmeldingen for dyreudstillerne, lyder det fra dyrskueformanden.
Det Fynske Dyrskue 2019 foregår fra fredag den 14. juni til og med søndag den 16. juni.




































