Infomøder om handelsstrategier

Ved møder i Vissenbjerg og på Ærø sætter Centrovice fokus på handel med råvarer.

I november inviterer Centrovice igen til informationsmøder om handelsstrategi. Denne gang i Vissenbjerg tirsdag den 5. november og i Ærøskøbing tirsdag den 26. november. Begge dage er det fra klokken 17.00 til 19.30. Møderne er gratis, men der kræves tilmelding.

Baggrunden for møderne er, at det er både en kompleks og risikofyldt opgave at handle med råvarer.

- Råvaremarkederne er volatile med store og hyppige prisudsving, og når mængderne, der bliver handlet, også bliver større og større, er de økonomiske konsekvenser af en dårlig handel til at mærke. Det kan tage flere år at indhente en enkelt stor fejlhandel eller sætte flere års produktionsfremgang over styr, fortæller virksomhedskonsulent hos Centrovice Dennis Andreasen, og tilføjer, at det derfor er vigtigt at have fokus på risikostyring, blandt andet med en handelsstrategi.

- En handelsstrategi med klare retningslinjer for køb og salg af råvarer garanterer ikke, at man altid rammer bund eller top, men over tid får man en pris, der vil ligge betydeligt bedre end den gennemsnitlige pris. Og det giver ro i økonomien og en god nattesøvn, uddyber virksomhedskonsulenten.

Rundt om handelsstrategien

På møderne, som henvender sig til både ejere og driftsledere, stiller Dennis Andreassen spørgsmålet, hvor bør fokus ligge – budgetsikkerhed eller indtjening?

- Banken vil have budgetsikkerhed, men med en handelsstrategi, der viser banken, at beslutningerne ikke alene tages på mavefornemmelser, men ud fra en strategi, så kan beslutninger ud fra et indtjeningsperspektiv også komme i spil.

Endeligt får deltagerne indblik i, hvad en handelsstrategi indeholder, hvilke mekanismer den bygger på, og hvad effekten af handelsstrategien er på både korn-, raps- og sojamarkedet. Der vil blandt andet blive præsenteret risikobetragtninger for både planteavlere, kvægbrugere og svineproducenter.

Møderne er gratis, men tilmelding er nødvendig senest den 31. oktober for mødet i Vissenbjerg og den 15. november for mødet på Ærø. Tilmelding sker til Centrovice.

 

Læs også