Efter Miljøstyrelsen åbnede op for muligheden for, at man selv må bekæmpe rotter på egen erhvervsejendom, har der været stor efterspørgsel på kurser, der giver tilladelsen.

Centrovice afholder kurserne i samarbejde med Nomus, og det første kursus blev fyldt på kort tid.

Nu afholder Centrovice endnu et kursus. Det sker i Vissenbjerg onsdag den 10. april fra klokken 8.30-16.30.

På kurset gennemgås lovgrundlaget for bekæmpelse af rotter. Der undervises i rotters biologi og adfærd samt forebyggelse og bekæmpelse i praksis. Deltagerne får viden om relevante bekæmpelsesmidler, og kurset afsluttes med en prøveaflæggelse.

For at kunne deltage kræves dokumenteret forhåndskendskab til anvendelse af kemikalier i form af for eksempel sprøjteførerbevis, og det er kun ejere, der kan komme på kurset.

Deltagelse kræver tilmelding til Centrovice. Der er 30 pladser på kurset.