Landboformand: - Bedre at indgå frivillige BNBO-aftaler
Odsherreds Landboforening har afholdt generalforsamling, hvor særligt markante emner i beretningen var BNBO og vandområdeplaner.

I beretningen fra formand Anders Mortensen (stående i baggrunden) var der blandt andet fokus på, at der er fejl i udgangspunktet for de modeller, vandområdeplanerne er baseret på. Foto: Anders Lei
På generalforsamlingen hos Odsherreds Landboforening gjorde formand Anders Mortensen det klart, at det især er vandområdeplaner og BNBO (boringsnære beskyttelsesområder), der været på dagsordenen i foreningen siden 2020.
- BNBO har været en af vores store opgaver. Vi har haft en hel del aktiviteter om det. I 2022 havde vi aftaler om reducerede risici og pesticider. En ny fase starter i 2023, og indtil videre hører vi til formandsmøderne, at fristerne forhåbentlig bliver forlænget, sagde han og fortsatte:
- Måske kan vi få et eller to år mere. Måske under de samme forhold, men ihvertfald lignende forhold. Der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at gøre noget.
Han gjorde det på generalforsamlingen klart, at hans overbevisning er, at det er bedre at indgå frivillige aftaler er bedre end at få noget trukket ned over hovedet.
Klar til samarbejde
- Jeg ved mange lodsejere stadig er i tvivl. Vi har ikke været engageret i mange sager heroppe, men lige nu er vi engageret som part i en større frivillig aftale, hvor jeg forventer at der vil blive plantet skov på det område, som står til at blive overtaget, sagde han.
Derfor har det også overrasket formanden, at der i lokalavisen i Odsherred har stået, at der er stor uvilje, når det gælder om at beskytte drikkevand i området.
- Jeg kender til flere sager, som er ved at blive lukket, så det er faktuelt forkert. Vi er beredt til samarbejde, lød det fra formanden.
Han håber, at virkemidlerne bliver kollektive og ikke målrettede - og at de bliver gjort uden for det normale dyrkningsområde.
Faglighed i beregningerne
Vandområdeplanerne har på mange måder været et stort emne for Odsherreds Landboforening, som sidste år har brugt omkring en million kroner på rapporter om emnet. Her blev set nærmere på flere store fjorde.
- Vandområdeplan tre har redet os som en mare. Det gør den stadig. Reduktionsmålene er kraftige og vores område er ikke gået forbi regnskaberne, så det kan betyde en hel del for os i vores område, sagde han og fortsatte:
- Derfor er det særligt vigtigt, at grundlaget for modelberegningerne stemmer. Det nytter ikke at redde vores farvand, fjorde og drikkevand, hvis udgangspunktet er helt i skoven. Det rammer landbruget.
En del af løsningen
Han lagde igen vægt på, at det handler om at være samarbejdsvillig, men at det også handler om at finde den bedst mulige løsning, og at landbruget gerne vil være en del af løsningen.
- Skovrejsning i forbindelse med BNBO er blandt de ting, vi skal se nærmere på. Få eller ingen begrænsninger for dyrkning ville være fantastisk. Vi skulle gerne kunne lave de her løsninger, så der er synergi mellem vandmiljø, klima og biodiversitet, sagde han.
Han tilføjede desuden, at marine virkemidler burde være et større fokusområde for at nå målsætningen i planerne.
Nedlagt finansieringsforening
Bestyrelsen i Odsherred Landboforening, Ole Høstrup, Jan Nielsen og Anders Mortensen er på foreningens generalforsamling blevet genvalgt.
Som suppleanter blev Kasper Mejnertsen og Niels Mortensen opstillet. Selvom der i forvejen var en suppleant, så var der basis for, at der måtte være to suppleanter.
DLBR Revision blev genvalgt som ekstern revision. Niels Peter Hansen blev genvalgt som folkevalgt revisor. Suppleant Arne Pedersen blev også genvalgt.
På dagsordenen var også et forslag om at nedlægge finansieringsforeningen, hvor landmænd har kunnet låne penge, fra 2027, hvor det sidste lån bliver indfriet.
Det blev stemt igennem med mere end to tredjedele af stemmerne.
Foreningen har tidligere genereret god indtægt til foreningen, men har med tiden mistet sin berettigelse. Dette blandt andet i takt med nye regler i bankverdenen, der har vanskeliggjort finansieringsforeningsarbejdet.