Med lille stigning i omsætningen og et resultat, der både før og efter skat giver nf plus et overskud på 315.884 kroner, var der tilfredshed på familielandbrugets generalforsamling på Kimbrerkroen i Aars. Her havde omkring 80 medlemmer fundet plads.

Formand Kurt Jørgensen har dog ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade tingene gå sin vante gang. Medlemstallet skulle over den kommende tid gerne stige fra de nuværende cirka 300 (som i familielandbrugsregi dækker over både landmænd og ægtefæller).

- En analyse fra L&F viser, at der er et meget stort antal mindre landbrug, som ikke er medlemmer. Samtidig indrømmer man, at man indtil nu ikke har vist denne bedriftsstørrelse nok opmærksomhed, hvilket man nu er klar til at ændre på, lød det fra formanden, som fortalte, at han og den øvrige bestyrelse i nærmeste fremtid sætter sig sammen med konsulenter fra L&F for at lave handleplaner i bestræbelserne på at hverve flere medlemmer.

- Det er jo sådan, at to tredjedele af de danske landmænd er deltidslandmænd, men man kan ikke ligefrem sig, at to tredjedele af opmærksomheden går deres vej. Så der er noget at arbejde på. Men det er svært, så længe folk ikke selv spiller med, så det skal vi have dem til, fastslog formanden, der ikke er i tvivl om, at et medlemskab af Landbrug & Fødevarer hurtigt betaler sig ind igen.

 

Intet mål om udlodning

Mens generalforsamlingen blev indledt med fællessangen »Den danske sang er en ung blond pige«, der andre steder i landet er blevet stemplet som kontroversiel, var der ingen kontroverser på Kimbrerkroen.

Formand Kurt Jørgensen blev genvalgt uden modkandidater, Bente Dahl Andersen blev genvalgt til formand for familieudvalget uden modkandidater, mens Gert Stistrup var eneste forslag til nyt fritvalgt medlem af bestyrelsen, efter Ib Andersen havde takket nej til genvalg.

I debatten handlede eneste kritiske indlæg om bekymring for, hvorvidt man med et solidt regnskab og udsigter til endnu større overskud i fremtiden er på vej mod at ville udlodde penge tilbage til medlemmerne, »som de i første omgang selv har betalt«.

Her beroligede direktør Michael Guldbæk Karlsen dog tilhørerne.

- Vi har ikke planer om at ville til at lave store overskud, der så bliver udloddet tilbage til medlemmerne, lød det fra direktøren, der sigter mod et resultat for 2019 på omkring 244.000 kroner.