Ny formand i Lemvig
Med rosende ord, anerkendelser og respekt fra salen kunne Bent Graversen i går se sig slået af modkandidaten til formandsposten, næstformanden gennem ni år, Morten Agger.

Morten Agger, Hygum, er ny formand for Lemvigegnens Landboforening efter kampvalg tirsdag aften. Fotos: Tenna Bang
- Det her var der vist ingen, der kunne have forudsagt for bare en uge siden, lød dirigentens sidste bemærkning, efter at Morten Agger var blevet valgt til ny formand for Lemvigegnens Landboforening. Det skete efter kampvalg mellem ham og Bent Graversen tirsdag aften.
Det var nemlig først i sidste uge, at jungletrommerne begyndte at lyde over Lemvig. Den 40-årige næstformand Morten Agger ville stille op som formandskandidat, fordi han mener, at foreningen trænger til fornyelse.
Det og lidt murren i krogene, om Bent Graversen både kunne sidde med formandskasketten i landboforeningen og en kommunalpolitisk kasket, som kommunalbestyrelsesmedlem i kommunen, fik hele 140 mennesker til at stimle sammen i Alt i Et Huset i Klinkby, vest for Lemvig.
Kun ros til de to kandidater
Mens debatten efter formandens beretning ikke fik mange op af stolene, var der nærmest kø ved mikrofonen, inden kuglepennen enten skulle skrive Bent Graversen eller Morten Agger på stemmesedlen.
Der var nogle, der under generalforsamlingen havde skrevet et par ord ned på et stykke papir, nogle talte løst fra hoften, mens andre kom med computerskrevne små taler med opfordringer om enten af lade sin stemme gå til Bent Graversen eller Morten Agger.
Fælles for alle, som valgte at anbefale en af de to kandidater, var, at der udelukkende var anerkendelse og respekt for modkandidaten, og fra salen var der da også enighed om, at begge kandidater vil kunne bestride posten.
Demokratiet talte
Næstformandsposten, som Morten Agger havde haft i ni år, var også på valg, og her meldte Morten Agger klart ud. Han ønskede ikke at genopstille til denne post. Formandsposten var enten/eller for den unge mælkeproducent.
- Vi trænger til at få rystet posen. Jeg har været medlem af bestyrelsen i 12 år og næstformand i ni år. Jeg vil rigtig gerne være formand for foreningen, og jeg har fuld opbakning hjemmefra. Jeg er stolt af vores forening, og min højeste prioritet bliver at være en lokal formand, sagde Morten Agger.
Demokratiet talte, og Bent Graversen fik 48 stemmer, mod 52 stemmer til Morten Agger.
Bent Graversen ønskede Morten Agger tillykke og fik aftenens største klapsalve fra salen. Han blev senere, også ved kampvalg, valgt som folkevalgt revisor, med over dobbelt så mange stemmer ned til de øvrige kandidater.
Foreningens økonomi
Lemvigegnens Landboforening gik ud af 2018 med en bruttoomsætning på 24,5 millioner kroner. Det gav et resultat på 850.000 kroner, hvoraf de aktive medlemmer får tilbagebetalt fem procent af de penge, de har brugt i foreningen.
Lemvigegnens Landboforening har en egenkapital på 9,5 millioner kroner.









































