Sælg gården og behold landmandskasketten

Skattereglerne muliggør, at man kan bringe sine børn godt i vej som landmænd, mens man selv beholder sin identitet på landet.

Når gården er solgt, er alle glade. Måske.

For hvad skal den nu forhenværende gårdejer så lave? Måske vil hustruen gerne finde et parcelhus med en lille have og flytte til byen? Måske vil landmanden allerhelst bare blive på landet, hvor han er født og opvokset?

I sådan en situation kan der faktisk være hjælp at hente – måske endda fra uventet kant. Nemlig hos Skat. For hvis landmand og hustru kan blive enige om et kompromis, hvor huset er både nyere og mindre end på den tidligere gård, men samtidig beliggende på landet, så kan skattereglerne være med parret.

Sælg til børnene

Det kræver dog typisk, at gården overdrages til en datter eller søn, som så overtager en skatteforpligtelse. Kort fortalt skal man lave en såkaldt familieoverdragelse med skattemæssig succession. Her er tale om en skat på salget, som ellers ville skulle betales af sælger ved ejerskifte.

- Mange bedrifter udgøres i dage af flere gårde. Og køber de unge en bedrift af et forældrepar, så kan man f.eks. bruge succession på hovedgården, mens den eller de mindre gårde sælges uden succession, forklarer chefrådgiver i skatteafdelingen hos LandboNord, Jens Chr. Obel.

På den måde overtager de unge købere hovedgården, uden at skulle have skattebeløbet ud af det økonomiske system på gården. Men man hænger på skatteforpligtelsen på ubestemt tid, hvilket giver en likviditetsfordel i handelsøjeblikket på den fortsættende bedrift.

Kom godt videre

Samtidig kan de to ældre – altså de sælgende forældre – bruge genanbringelsesreglen til at komme ind på en anden ejendom.

- Et nyere stuehus kan ikke gå ind under genanbringelsesreglen. Men skattereglerne kan bruges til at erhverve produktionsjord og -bygninger på ejendommen, forklarer Jens Chr. Obel.

Han tilføjer, at også skov kan erhverves via genanbringelsesreglen. Og der er mange eksempler på, at tidligere danske landmænd har erhvervet skov i Sverige på den måde.

Må ikke bortforpagtes

Et af kriterierne er samtidig, at den nyerhvervede jord til den nye ejendom, som køber investerer i, ikke må bortforpagtes.

- Jorden skal drives af ejeren, men ejeren må gerne indgå en pasningsaftale – f.eks. med en maskinstation, som udfører markarbejdet. Men afgrøderne skal ejer selv sælge, forklarer Jens Chr. Obel.

Det er med andre ord muligt at sælge sin landbrugsbedrift, uden helt at miste sin identitet som landmand. Simpelthen ved at købe en mindre ejendom med jord, driftsbygninger samt måske lidt jagt og skov.

Måske kan man endda opfylde familiens ønske om at få en mindre og mere moderne »hovedbygning«, end den man overdrog til sine efterkommer »hjemme« på gården.

Så når gården er solgt, er det måske muligt at gøre alle glade.

Læs også

Far bygger nyt for at fremtidssikre virksomheden til sønnike: Glade køer og glade medarbejdere giver en glad landmand
Nye regler om tinglysningsafgift ved ejerskifte af ejendomme
Patrioternes formand: Yderområder har brug for de unge
Den danske landmand er yngre end sit rygte
Ny rapport kridter banen op for fremtidens ejerformer i landbruget