Unge landmænd møder fødevareministeren

Formand for LandboUngdom, Niels Skovgaard og tidligere hovedbestyrelsesmedlem Anders Bach har mødtes med minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen for at tale unges perspektiv på fremtidens landbrug.

Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen, har mødtes med LandboUngdom for at tale om unges perspektiv på landbruget i fremtiden.

Det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget begejstret for den entusiasme, der bliver vist fra Anders og LandboUngdom. Det giver en tro på, at der er en ny generation for dansk landbrug, som gerne vil erhvervet og udvikle på en stadig mere grøn måde - samt sætte det gode landmandskab i centrum, siger Jacob Jensen, minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og fortsætter:

- Det er vand på min mølle og den måde, jeg arbejder på politisk, at vi skal have effekter, og vi skal have vist, at det kan lade sig gøre. Vi skal vise, at det er danske landmænd, som er verdens bedste til at gøre det, de gør. 

Unge landmænd vil tage ansvar og have muligheder for udvikling

Etableringsmuligheder for næste generation var også et naturligt fokus i mødet med ministeren. For de unge landmænd betyder økonomiske muligheder ikke kun etableringsmuligheder, men også muligheder for grøn og bæredygtig udvikling.

- Det var et godt og konstruktivt møde, hvor vi kiggede på nogle af de udfordringer, vi står med lige nu i forhold til den omstilling, vi skal igennem - og i forhold til generationsskiftespørgsmålet, som er afgørende for os, siger Niels Skovgaard, formand for LandboUngdom og fortsætter:

- Vi kiggede også på nogle af de muligheder, der ligger fremadrettet i landbrugserhvervet. Der blev taget nogle gode, nuancerede drøftelser om de problemstillinger. 

Han fortæller, at som en del af dialogen om generationsskiftet blev der diskuteret forskellige værktøjer, som kunne tages i brug. Blandt andet fjernelse af tinglysningsafgiften for førstegangsetablerede.

Større tro på fremtiden

Mødet fandt sted hos 28-årige Anders Bach, der til dagligt driver familiegården Perlen med 300 hektar økologisk planteavl. På hans marker finder man både soldrevne robotter og GPS-styrede traktorer. For ham er det gode landmandskab og udvikling i tæt synergi.

- Jeg er optaget af, at vi som unge landmænd har muligheder for at udvikle landbruget. Derfor er en af de ting, jeg er optaget af, at der er økonomi til, at vi kan gøre tingene på den rigtige måde og fortsætte med det gode landmandskab, siger han og fortsætter:

- Det var et meget positivt besøg. Man kan godt mærke på ministeren, at han gerne vil det bedste for landbruget og os unge. Han vil gerne være med til at sikre, at det bliver nemmere og bedre, og at vi får mulighederne for at blive ved at kunne gå i den rigtige retning. Det gav faktisk en endnu større tro på fremtiden.

Læs også