Gyllekøling reducerer lugtgener
Gyllekøling, der tidligere kun havde effekt på ammoniakfordampningen, har nu også en beviselig effekt på lugt, hvor der kan opnås en reduktion på op til 20 procent.

Miljøkonsulent Ann Frost, VKST, glæder sig over, at gyllekøling nu også har en effekt på lugt med op til 20 procent reduktion.
Lugtproblemer har altid været blandt de sværest håndgribelige, når der skulle søges om miljøgodkendelse til udvidelse af produktionen.
Grænserne har været trukket skarpt op, og løsningsmulighederne har været få og dyre.
Noget af det nyeste er, ifølge miljøkonsulent Ann Frost, VKST, at gyllekøling, der tidligere kun havde effekt på ammoniakfordampningen, nu også har en effekt på lugt på op til 20 procents reduktion.
- Det har givet os en mulighed for en løsning, det kan lade sig gøre at betale, siger hun.
- Gyllekøling er en del billigere end et luftrensningssystem, der tidligere har været blandt de eneste løsninger for at nedsætte lugtgenerne.
Dyrt luftrensningssystem
- Et luftrensningssystem er virkelig dyrt at investere i – og drive for den sags skyld, så der skulle være tale om meget store udvidelser og meget store produktioner, for at det overhovedet har kunnet lade sig gøre økonomisk. Nu har vi i stedet muligheden, der hedder gyllekøling, lyder det fra miljøkonsulenten.
Hun understreger dog, at der stadig er visse ulemper.
- For at opnå 20 procent reduktion skal gyllekølingen køre temmelig meget, hvilket vil sige, at det også skal køre om sommeren og derfor på ingen måder er en »gratis« løsning, selvom overskudsvarmen i nogle tilfælde kan genbruges til for eksempel udtørring af stalde, der har været vasket samt til opvarmning af smågrisestalde og stuehuset.
- Problemet er dog, at om sommeren, hvor lugtgenerne er størst, er behovet for varme mindst. Men samlet set er det en god mulighed – især i de stalde, hvor gyllekølingen allerede er opsat for at give en ammoniakreduktion, siger Ann Frost.
Mere effektiv
Miljøkonsulenten fremhæver, at der indimellem kommer nye luftrensningssystemer på markedet, og at der laves en del forsøg med anvendeligheden.
- Især arbejdes der med at forbedre teknikken med delvis luftrensning. Især de systemer, hvor vi kan suge luft ud under spalterne, det vil sige lige over gyllen, og så nøjes med at rense på en lille del af luften, er der fokus på i øjeblikket. Det giver en langt mindre luftmængde at rense på, og gør den dermed billigere og mere effektiv, siger Ann Frost.