Nutrimin: Varmestress kan hurtigt ramme søer i sommerperioden
Allerede ved 16–18 grader er søer uden for deres komfortzone, og det kan få konsekvenser for både trivsel og produktion, lyder det fra faglig chef Anders Hedegaard.

Ifølge Nutrimin påvirker varmestress soens velbefindende på flere fronter. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Når temperaturen i stalden overstiger 16–18 °C, er søerne allerede forbi deres komfortzone. Ved temperaturer over 25 °C bliver varmestress en reel udfordring for trivslen.
– Søer kan ikke svede, og selv kortere varmeperioder kan give lavere ædelyst, større vægttab, reproduktionsproblemer og øget dødelighed, lyder det fra faglig chef Anders Hedegaard hos Nutrimin.
I sit seneste ugebrev sætter fodervirksomheden fokus på forebyggelse af varmestress hos søer og de konsekvenser, stigende temperaturer kan have i besætningerne.
Flere konsekvenser af varmestress
Ifølge Nutrimin påvirker varmestress soens velbefindende på flere fronter.
Det kan blandt andet føre til nedsat foderoptag og dermed lavere fravænningsvægte. Samtidig øges respirationen, hvilket kan give ubalance i syre-base-balancen.
Derudover peges der på en svækket tarmbarriere med risiko for inflammationer, ligesom varmestress kan føre til reproduktionsfald med flere omløbninger og færre levendefødte. Ofte ses også en højere sodødelighed.

En diegivende so drikker op til 50 liter vand dagligt.
Praktiske tiltag i hverdagen
Ifølge Nutrimin er der en række konkrete tiltag, som kan reducere belastningen på varme dage.
En diegivende so drikker op til 50 liter vand dagligt, og det er derfor vigtigt at kontrollere både nipler og vandkvalitet. Samtidig kan rengøring og justering af ventilationen øge kapaciteten markant.
Overbrusning fremhæves som et tiltag med hurtig effekt, mens fodringen med fordel kan flyttes til de kølige timer. Det anbefales også at undgå flytning af dyr midt på dagen i varme perioder og at reducere solindfaldet i stalden.
Fodring kan styrke robustheden
Ernæringen spiller også en rolle i forhold til at styrke soens modstandskraft mod varmestress.
Ifølge Nutrimin kan betain hydrochlorid bidrage til at stabilisere væskebalancen og understøtte stofskiftet, og besætninger, der starter tidligt på sæsonen, rapporterer færre tab og mere ro i farestalden.
Derudover peges der på lavere proteinniveau og færre fibre for at mindske varmeproduktionen, mens en højere energikoncentration kan kompensere for et lavere foderoptag.
Gærprodukter, enzymer og mælkesyrebakterier fremhæves som tiltag, der kan støtte fordøjelsen, mens antioxidanter kan modvirke oxidativ stress og ubalancer.
Stabilitet og økonomi hænger sammen
Nutrimin peger desuden på erfaringer med virksomhedens Sow Cooler-løsning, hvor flere besætninger har oplevet mere ens ugehold, bedre trivsel og færre sommertab efter implementering via mineralblandinger til søer.
Ifølge Nutrimin vælger nogle producenter at fortsætte løsningen vinteren over for at bevare stabiliteten.
Samtidig fremhæves det, at forebyggelse kan aflæses på bundlinjen.
– Hver procentenhed lavere sodødelighed giver omkring 50 kroner pr. årsso i forbedret bundlinje. Varmestress er både et velfærds- og et indtjeningsspørgsmål, lyder det fra Anders Hedegaard.











































