Landbrug & Fødevarer Gris: Der er igen én samlet standard for Englandsgrise
- Det er nu blevet enklere at producere grise til det engelske marked. Det oplyser Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.

De tre tidligere standarder er samlet i én fælles standard – Englandsgrise. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
De tre tidligere standarder er samlet i én fælles standard – Englandsgrise. Det betyder, at man som producent fremover kun skal forholde sig til én samlet standard for Englandsgrise.
Det fremgår af en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris (LFG)
Den nye standard betyder én indgang til produktion til England, enklere krav og dokumentation samt et ensartet sanktionssystem, der følger Danish Produktstandard.
Det er hensigten, at samlingen af standarderne skal gøre det mere overskueligt i hverdagen - både i forhold til krav, kontrol og opfølgning.
Samtidig er standarden opdateret, så den lever op til de aktuelle krav fra det engelske marked, herunder forventninger fra detailkæder.
Styrker positionen i England
Ifølge LFG betyder ændringen desuden en mere ensartet håndtering af kravene og en stærkere platform ind i det engelske marked for de danske slagterier og resten af værdikæden.
Landbrug & Fødevarer er standardejer for Englandsgrise. Det var også tilfældet før 2016, hvor der ligeledes var én samlet standard, og den struktur er nu genetableret i en opdateret version.
Englandsproduktion kræver kontrakt
Hvis man ønsker at levere grise efter standarden Englandsgrise, skal man først have en kontrakt med et slagteri, der bruger Englandsgrise som add-on til Danish Produktstandard.
Når man opfylder kravene til standarden, kan man tilmelde sig via certificeringsfirmaet DNV.





































