Ny podcast: Sådan fungerer ordningen for grise med hele haler
Der er åbent for ansøgninger til »Sammen om hele haler«, og en ny podcast fra L&F Sektor for Gris giver overblik over omfordelingsmodellen.

En ny podcast fra L&F Sektor for Gris giver overblik over omfordelingsmodellen til hele haler. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
L&F Sektor for Gris (LFG) lanceret initiativet »Sammen om hele haler«, hvor producenter kan søge om kompensation for de ekstra omkostninger, der følger med produktion af grise med hele haler.
Desuden står LFG står bag en ny episode af podcasten Griseproduktion, hvor projektansvarlig Niels-Peder Nielsen giver et overblik over omfordelingsmodellen og forklarer, hvordan man sender sin ansøgning.
I podcasten medvirker også griseproducent Ole Larsen fra Vidtskuegaard, som allerede er med i ordningen og i dag udelukkende producerer grise med hele haler.
Her deler han sine erfaringer med omstillingen, hvad den har krævet,, og hvorfor han har valgt at gå forrest.
Ansøgning og frist
LFG har desuden samlet en temaside, hvor man kan ansøge og finde viden om produktion med hele haler samt om omfordelingsmodellen.
Som noget nyt i år er det også muligt at søge, hvis det kun er en del af produktionen i soholdet, der har hele haler.
Ansøgningsfristen er den 22. juni 2026.
Webinar
På et livewebinar onsdag den 27. maj satte chefkonsulent Niels-Peder Nielsen fra L&F Sektor for Gris fokus på kompensationsordningen og gav deltagerne et overblik, så de kan vurdere, om det er relevant for deres besætninger at producere grise med hele haler og deltage i projektet.
Det er fortsat muligt at se eller gense webinaret via gris.dk.
Hvad dækker kompensationen?
Kompensationen sker via en omfordelingsmodel, hvor alle griseproducenter i Danmark betaler en afgift til Svineafgiftsfonden. Midlerne omfordeles herefter til de besætninger, der deltager i projektet »Sammen om hele haler«.
Kompensationen dækker de omkostninger ud over gældende lovkrav, herunder:
- Ekstra tilsyn
- Øget antal æde- og drikkepladser
- Øget areal
- Justering og tilpasning af ventilationsanlæg
Kilde: L&F Sektor for Gris






































