L&F Sektor for Gris: Tidspunktet er oplagt til totalsanering
Lavere omkostninger ved tom stald gør det aktuelt at overveje sanering for PRRS og andre SPF-sygdomme.

I mange besætninger er omkostningen ved en staldtom periode lavere end normalt som følge af det aktuelle dårlige bytteforhold.
En PRRS-fri besætning kan give både bedre sundhed, stærkere produktionsresultater og et lavere antibiotikaforbrug. Og netop nu kan det være et særligt gunstigt tidspunkt at gennemføre en totalsanering.
Det fremgår af en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris (LFG).

Aktuelt overblik over sanering for PRRS i Danmark. Kilde: Seges Innovation
Økonomi taler for sanering
Ifølge LFG kan en totalsanering være en langsigtet investering, der styrker både stabiliteten og fleksibiliteten i produktionen. Samtidig peges der på, at de aktuelle økonomiske forhold gør tidspunktet ekstra relevant.
- I mange besætninger er omkostningen ved en staldtom periode lavere end normalt som følge af det aktuelle dårlige bytteforhold. Det gør tidspunktet attraktivt, hvis man overvejer at sanere for PRRS eller andre SPF-sygdomme, siger Nicolai Weber fra L&F Sektor for Gris.

Netop nu er der desuden en særlig økonomisk fordel at gennemføre en totalsanering, udtaler Nicolai Weber fra L&F Sektor for Gris. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Kræver planlægning
En totalsanering kræver grundig planlægning og tæt samarbejde med både besætningsdyrlæge og nabobesætninger. Til gengæld kan gevinsten være færre produktionsforstyrrelser og en mere robust besætning på længere sigt.



































