Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Dansk griseproduktion står i en tid med store forandringer. Politiske krav til erhvervet fylder mere end nogensinde, og for mange producenter skaber det usikkerhed om, hvilke rammer de skal drive deres bedrifter under i fremtiden.

Netop derfor er det afgørende, at branchen står sammen, mener H.C. Gæmelke, formand for L&F Sektor for Gris.

I en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer peger han på årets Grisekongres som en vigtig anledning til at mødes og tage de svære diskussioner i fællesskab.

- Grisekongressen er en unik mulighed for, at vi producenter kan mødes på tværs af alder, landsdele og baggrund. Vi står over for nogle store udfordringer, og dem er vi nødt til at tale åbent om og finde løsninger på sammen.

Står sammen om firepart

På kongressen bliver regeringens kommende grisefirepart et af de centrale emner. Landbrug & Fødevarer skal sidde med ved bordet i fireparten, mens branchen sideløbende har samlet en styregruppe med et fælles ønske om at bidrage konstruktivt til arbejdet.

Styregruppen består foruden Landbrug & Fødevarer af Landsforeningen for Danske Svineproducenter, Bæredygtigt Landbrug, Fødevarer Danmark, herunder Fødevarealliancen, samt Danske Svineslagterier, herunder Danish Crown, Tican og Danepork.

H.C. Gæmelke understreger, at et samlet erhverv står stærkest:

- Det sender et tydeligt signal, når vi taler med én stemme. Branchen besidder en enorm faglig og praktisk viden, som skal i spil, hvis vi skal finde løsninger, der både udvikler erhvervet og fungerer i praksis.

Gruppen arbejder blandt andet med konsekvenserne af det nyligt indførte byggestop for grisebedrifter.

- Byggestoppet er indført på et helt urimeligt grundlag. Derfor forfølger vi sagen juridisk, siger H.C. Gæmelke.

Grisebranchen samles den 20.-21. oktober til Grisekongres 2026 i Herning. Regeringens kommende grisefirepart bliver et af de centrale emner. Arkivfoto fra Grisekongres 2025.

Grisebranchen samles den 20.-21. oktober til Grisekongres 2026 i Herning. Regeringens kommende grisefirepart bliver et af de centrale emner. Arkivfoto fra Grisekongres 2025.

En ny samfundskontrakt

For H.C. Gæmelke handler de kommende år også om at styrke forbindelsen mellem erhvervet og det omgivende samfund. Han håber, at Grisekongres 2026 kan blive startskuddet til den debat.

- Vi skal skabe en ny samfundskontrakt for dansk griseproduktion. Det gør vi ikke fra den ene dag til den anden. Derfor håber jeg, at vi kan bruge Grisekongressen til at tage hul på diskussionen om, hvordan vi sikrer en stærk og bæredygtig dansk griseproduktion i fremtiden, siger H.C. Gæmelke.

Kongressen finder sted i Herning Kongrescenter den 20.-21. oktober og byder på en lang række politiske og faglige oplæg.

Blandt årets oplægsholdere er griseproducent Kim Kjær Knudsen, kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, politisk kommentator David Trads og udenrigskorrespondent Steffen Kretz.

GriseGrisefirepart