Halm er et af de landbrugsprodukter, som er en del af løsningen på, hvordan vi bliver uafhængige af fossile kilder samt en del af løsningen på klimaudfordringerne, som optager så mange mennesker i disse dage. Blandt andet derfor er der brug for sammenhold i halmbranchen, vurderer branchefolk.

Men det kniber med at få alle, som leverer halm på kontrakt, til at bakke op om det arbejder, der gøres i foreningen Danske Halmleverandører.

Ifølge bestyrelsesmedlem i foreningen Karl Johan Thomasen er man derfor klar til at rulle et landsomfattende roadshow ud. Missionen er at få flere af de landmænd og maskinstationer, der arbejder professionelt med halm, og som leverer halm på kontrakt til diverse aftagere, til at melde sig ind i Danske Halmleverandører.

- I runde tal er vi 400 medlemmer nu, mens cirka dobbelt så mange, der leverer halm på kontrakt, står uden for foreningen. Og vi vil nu lave et roadshow, hvor vi vil ud for at fortælle, hvad det er, vi kan og vil i Danske Halmleverandører, forklarer Karl Johan Thomasen.

Gratister skal med

Landmanden driver med sin familie »Birkemosegård« ved Trælløse mellem Ringsted og Næstved på Sjælland. Foruden planteavl med 200 hektar jord pakker familievirksomheden også halm rundt om på Sjælland for kunder. Det sker gennem Birkemosegård Maskinstation.

- Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det beskedne kontingent på 2,25 kroner pr. leveret tons halm, vi betaler til halmleverandørforeningen, er godt givet ud. Og jeg vil klart appellere til, at mange andre melder sig ind. Vi har meget at arbejde for sammen. Og vi skal have nogle af dem, der kører »gratis med bussen« til at betale lidt. Derfor tager vi nu landet rundt, forklarer den sjællandske halmmand.

Første stop på foreningens roadshow bliver 7. maj, når Østlige Øers Halmleverandører afvikler sit årsmøde. Siden køres til Lolland, Fyn og et par steder i Jylland.

Halmkontrakter skal fornys

Den østdanske halmforeningens formand er Karl Johan Thomasen. Og han forklarer, at der er mange aktuelle opgaver, der skal løses til gavn for halmbranchen i hele landet.

- Lige p.t. arbejder vi for eksempel på at få nogle opdaterede halmkontrakter. Det er der behov for, fordi fremtiden bringer flere og flere såkaldte midihalmballer ind i markedet. Midiballer vejer stort set det samme som bigballer, men de fylder en tredjedel mindre, fordi halmen presses hårdere sammen. Derfor har vi en udfordring i forhold til fugtindholdet i ballerne, hvilket vi skal have indarbejdet i kontrakterne.

- Det er et klart eksempel på, at det arbejde, vi laver i halmleverandørforeningen, er til gavn for landets halmleverandører, pointerer Karl Johan Thomasen, der fremhæver, at de mindre midiballer også betyder lavere transportomkostninger pr. læs halm, fordi der er flere midiballer på en lastbil end et vogntog lastet med bigballer.

- Det kræver altså noget sammenhold i halmbranchen, når vi skal ud og kæmpe for at få nye kontrakter igennem. Det samme gælder nogle af de tiltag, vi arbejder med omkring halmens anvendelse i fremtiden.

- Sidste år fik vi indgået aftale om justering i, hvordan fugten bestemmes i halmballer, der måles med mikrobølger. Når den aftale er færdig implementeret, betyder det tocifrede millionbeløb mere til de danske halmleverandører, da halmen nu afregnes mere rigtigt, også når man laver baller, der er presset hårdt.

- Halm kan f.eks. bruges i langt større omfang til biogas end i dag. Også det arbejde kræver, at de nuværende gratister kommer med på vognen. Og jo flere, vi er til at bakke op og betale for arbejdet, desto lavere kan vi jo med tiden sætte kontingentet.

Halm erstatter plastik

Ifølge Karl Johan Thomasen er der masser af arbejdsopgaver i foreningen, som peger fremad. Biogas og afbrænding til energiformål er således blot ét par af de anvendelsesmuligheder, der findes.

Legetøj af halm kan også være en mulighed i fremtiden, hvor materialer som halm eksempelvis vil kunne erstatte plastik. Det kunne også være plasthætter til jagtpatroner, engangsservice og lignende, der blev erstattet af halm.

- Der er mange muligheder. Og der forskes og udvikles i sådanne muligheder. Herunder at fjerne voks fra halm, som giver halmen en endnu bedre anvendelsesmulighed i biogas. Men det hele kræver altså, at vi står samme og bakker hinanden op i den her branche. Og nu skal vi altså ud for at have fat i de aktører, der arbejder med halm, men som endnu ikke er med i en forening, som arbejder for os alle, pointerer Karl Johan Thomasen.   

Datoer og adresser for de øvrige stop på halm-roadshow’ene vil blive meldt ud på www.danskhalm.dk.

Planter