Foderring fordeler foderet på folden

OK Plast lancerer nu en ny løsning til tildeling af grovfoder på hestefolden. En lille detalje sikrer at slow-feeder låget beskytter grovfoderet med op til 75 procent mod regn.

OK Plast lancerer en ny slow-feeder foderring, der blandt andet sikrer, at hestenes grovfoderindtag på folden fordeles over længere tid. Pressefoto

Fodring af heste på fold kan udfordre hesteejere på to områder. Det ene er, at hestene spilder meget grovfoder, når de tager en stor tot hø fra ballen. Så drejer de hovedet for at se, hvad der sker omkring dem og taber undervejs halvdelen af foderet på jorden.

Det andet er, at heste æder grovfoderet for hurtigt, så de går tom for grovfoder. Har de ikke noget at tygge på, standser deres spytproduktion, som er vigtig for neutraliseringen af mavesyren. Derfor fungerer det bedst for heste, når de løbende indtager små mængder grovfoder.

En helt ny slow-feeder foderring fra OK Plast i Horsens løser, ifølge producenten, begge udfordringer.

Undgår foderspild

Slow-feeder foderringen består en plast foderring med en indvendig diameter på 125 cm og et stort og forholdsvis tungt plast låg med 48 huller. Når man har fyldt foderringen, lægges låget ganske enkelt ovenpå.

Hestene æder så kun små totter grovfoder, som de trækker op igennem hullerne i låget. På den måde begrænses hvor meget grovfoder de kan få fat på, og man undgår unødvendigt foderspild.

Og det er godt for deres fordøjelsessystem med et løbende optag af grovfoder og naturligvis for at undgå, at de tygger i noget, som ikke er godt for dem. Foderringen vejer 30 kg, medens låget har en vægt på 10 kg. Låget har en kant hele vejen rundt, som giver det en god stivhed. De 48 »æde« huller i låget er ovale og måler 11x6 cm.

Ingen regnvand i foderet

Designet af »æde« hullerne er godt gennemtænkt. En lille forhøjning omkring hullerne sørger for, at vand, der rammer låget, ledes forbi hullerne. Det mindsker mængden af regnvand på høet med op til 75 procent, da lågets overflade er 25 procent åbning og 75 procent flade. Otte små huller langs lågets yderkant sørger desuden for, at regnvandet løber ud og ned langs siden af foderringen, hvor det ikke gør skade på grovfoder.

Den vejledende udsalgspris for slow-feeder foderringen er 2.299 kroner eks. moms.

Læs også