- Det Dyreetiske Råd har peget på, at vi i sektoren skal kigge indad. Vi skal lige have et kig på, om vi er fulgt med tiden, og om vi er ude at bruge hestene på en måde, så vi har øje for alle de aspekter i brugen af hesten i sporten, som vi skal have.
Sådan lød det fra chefkonsulent Jørgen Kold fra Seges i forbindelse med Hestekongressen for nylig, hvor han understregede, at Dyreetisk Råd helst vil have, at branchen selv sørger for at få taget hånd hestenes velfærd:
- Hvis ikke branchen får kigget på tingene, så peger Dyretisk Råd på lovgivning. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker i den sammenhæng. En branchefælles indstilling er den eneste rigtige reaktion i mine øjne, hvis vi skal have forankring, lød det fra Jørgen Kold, der her henviste til processen i Lov om hold af heste.
Den danske hestesektor har på den baggrund i regi af Forum for Hestevelfærd samlet sig om at reagere på udtalelsen fra Dyreetisk Råd, hvor hestens trivsel er drøftet, udvekslet nyeste viden og diskuteret fremtidige rammer og de bedste løsninger med udgangspunkt i sportshestens velfærd.
- Vi i Seges Innovation glæder os rigtig meget til at give et bud på fremtidens brug af hesten i sporten, og det er jeg helt sikker på, at det gør de øvrige organisationer i sporten også. Vi glæder os også til at komme ud og få lov til at fortælle, hvad det er, vi mener, der er fremtiden for hesten i sporten, og hvorfor vi mener det, lød det fra Jørgen Kold.