Et godt pelsskifte

Hestens pels fortæller en del om hestens sundhed – en glat og blank pels er næsten altid lig med en sund hest. Er pelsen derimod mat eller strid, kan det være tegn på sygdom eller ubalancer i hestens system.

Hesten skifter pels to gange årligt - forår og efterår.

Det kan dog undre, at et år som i år, hvor foråret har været koldt, at hesten stadig taber vinterpelsen.

Det sker, ifølge Dangro Nordic, og hestekonsulenter hos Hornsyld Købmandsgård fordi, hestens pelsrytme følger antallet af lyse timer i døgnet. Så når det bliver lysere, begynder den at smide pelsen, også selvom det stadig er koldt udenfor. Det samme sker om efteråret – når det bliver mørkere, sætter hesten vinterpels, også selvom det måske stadig er varmt i vejret.

Hestens krop begynder faktisk at forberede sig på fældning, lang tid før du opdager det.

Du får derfor her tre tips til, hvad du, ifølge Dangro Nordic, kan gøre for at understøtte et godt pelsskifte:

Vitamin Boost

Når hesten skal skifte pelsfrakken ud, bruger den ekstra vitaminer og mineraler, hvilket kan gøre, at den kommer i et lille underskud. Dette ses ofte ved, at de bliver mere trætte og mister energi under pelsskiftet.

Derfor kan et vitamin boost være en god ide til at hjælpe hesten igennem pelsskiftet.

Der findes flere forskellige muligheder, men særligt B-vitamin kan være en god hjælp. Hesten producerer selv en mængde B-vitaminer i fordøjelsen, men de kan have svært ved at producere tilstrækkeligt i fældningssæsonen.

Gnubbeture og motion

En god blodcirkulation i huden er også en vigtig faktor for, at hesten fælder korrekt.

Der er flere måder at hjælpe hesten med god blodcirkulation i huden.

En god gnubbetur er ikke kun god massage og hygge, men øger også blodtilførslen i huden. En god gummistrigle eller en af de specielle fældestrigler, kan altså mere end bare at hjælpe hesten med at komme af med pelsen.

Motion kan også være med til at øge blodcirkulationen. Derfor kan regelmæssig motion i form af for eksempel træning, fold m.m. også hjælpe på pelsskiftet.

Gode fedtsyrer

For at hjælpe hesten ekstra godt på vej til en flot sommer- eller vinterpels, kan man med fordel give et tilskud af Omega-3 fedtsyrer. Omega-3 understøtter både hud, pels og hove, men også mange andre af kroppens processer som for eksempel immunforsvar, metabolismen, fertilitet m.m. Omega-3 fedtsyrer er også gode, hvis hesten har tendens til tør hud eller mat pels.

Læs også