HØST-TOUR
Jysk vinterbyg ruller ind: Gennemsnitlige udbytter – undervægtige kerner
Mens udbyttet ser ud til at ramme normalen, halter kvaliteten i den jyske vinterbyg, vurderer markedschef.

Hos Danish Agro har indtil videre set gennemsnitlige udbytter fra de jyske vinterbyg-marker. Foto: Christian Carus
Hos Danish Agros jyske afdelinger er vinterbyggen begyndt at rulle ind, og mens udbyttet er tilfredsstillende, ser det ud til, at kvaliteten ikke helt når det ønskede niveau.
- De gode udbytter har vi indtil nu set på Sjælland, mens vi i Jylland ser udbytter på omkring 6-6,5 ton, så det er ret gennemsnitligt uden at være prangende. Kvaliteten er til gengæld til den halvskidte side, fortæller Jan Vanggaard Pedersen, der er markedschef hos Danish Agro i Dronninglund.
- Det vi får ind, er ikke så tungt, som vi gerne ville have det. Det skulle gerne veje omkring 65 kg/hl, men det ligger omkring 60 kg/hl, så det er lidt undervægtigt. Der har heller ikke været meget sol til at give det tyngde, konstaterer markedschefen, der forventer, at høsten af vinterbyggen for alvor kommer i gang i det jyske i løbet af weekenden.
- Vinterbyggen er klar i hele det jyske område – også heroppe i det nordjyske - så der kommer til at ske noget de kommende dage, fastslår han.
Mens høsten af vinterbyg altså er godt i gang, er Jan Vanggaard Pedersen også så småt ved at lade op til den nordjyske frøhøst, som han vurderer, kommer i gang i slutningen af næste uge. Derefter venter raps rug omkring 1. august.
Der er dog to afgrøder, som markedschefen ser frem til med ekstra spænding.
- Vårbyg og havre er virkelig en dark horse i år. Der havde vi et meget forskelligt såvindue, som strakte sig langt over en måned. Derfor ser vi også meget forskellige marker. Nogle steder står det vældig godt, andre steder vældig skidt. Så det er vi meget spændte på, fortæller Jan Vanggaard Pedersen.