Middel høst i sigte

Høsten af vinterbyggen er overstået, og nu går høsten af raps og de store afgrøder som hvede, rug og vårbyg for alvor i gang.

HØST - Generelt har vi set middeludbytter i vinterbyg med stor variation fra mark til mark, men med ret lav rumvægt. Og det har været let at tærske vinterbyggen ren for stak i år, lyder det fra markedsdirektør Christian Hjerpsted, der har ansvaret for Danish Agros aktiviteter øst for Lillebælt.

Sandsynligvis tegner den overståede vinterbyg også billedet af høsten i de andre kornarter og raps.

- Jeg er mange gange dagligt i kontakt med landmænd. Og herfra har vi lagt en plan for vores modtagelse af den forestående høst ud fra de middeludbytter, som er landmændenes meldinger, fortalte Christian Hjerpsted til Effektivt Landbrugs Høst-tour 2020 i den forgangne uge. 

Raps venter

Han er dog lidt skeptisk overfor rapsen.

- Rapsmarkerne er svære at vurdere, og flere landmænd synes ikke, at rapsen har busket sig nok. Vi har fået de første partier raps ind, og det ser pænt ud.

Derfor venter Christian Hjerpsted, at mange landmænd nok vil lade rapsen stå længe og modne helt af, da de nye sorter har skulpeopspringningsresistens.

- Vi hører, at mange undlader nedvisning med glyphosat for at bidrage til at nedbringe forbruget af glyphosat og dermed beholde godkendelsen.

De tidlige vinterhvedesorter er også ved at være klar nu.

- Vi har selv en sort, Chevignon, som er meget tidlig og ser lovende ud. Den er god til at sprede høsten over længere tid sammen med en senere sort på samme landbrug, siger markedsdirektøren, som har hørt om en del goldfodsyge i flere anden- og tredjeårs vinterhvedemarker.

Følg de daglige Høst-Tour reportager i Effektivt Landbrug eller på dagbladets hjemmeside.

Læs også