Her er tre grunde til at gøre din budgetopfølgning digital

Du bør følge op på budgettet løbende året rundt for at sikre, at omkostningerne ikke løber løbsk. Her er tre grunde til at lave budgetopfølgningen med et digitalt værktøj.

Det er langt nemmere og hurtigere at lave budgetopfølgningen digitalt, skriver Margit Skovbjerg Berner.

Margit Skovbjerg Berner, forretningschef, Seges.

Af forretningschef Margit Skovbjerg Berner, Seges

Budgetsæsonen er i fuld gang, og mange landmænd er i disse uger sammen med deres rådgivere ved at lægge sidste hånd på budgettet for 2022.

Budget er dog ikke kun noget, du skal bruge tid på, når efterårsvejret hvert år begynder at sætte ind. Derimod bør du følge op på budgettet hver eneste måned året rundt for at sikre, at dine omkostninger ikke løber løbsk. Og her kan digitale værktøjer være en stor hjælp.

Der er især tre grunde til, at du som landmand bør bruge et digitalt værktøj til at fyre op under den løbende budgetopfølgning:

1. Fang budgetoverskridelser med det samme

Traditionelt sker budgetopfølgningen på de fleste bedrifter ved, at landmanden en gang i kvartalet får et udskrift fra sin rådgiver med visning af indtægter og udgifter holdt op mod budgettet. Dette er i sig selv rigtigt fint, men den store ulempe er, at tallene i værste fald kan være mere end fire måneder gamle. Derfor giver de ikke et retvisende billede af bedriftens økonomi.

Et digitalt værktøj som eksempelvis Dashboard giver derimod dagsaktuelle oplysninger om, hvordan du ligger i forhold til budgettet. Det betyder, at du kan fange budgetoverskridelser på for eksempel foderomkostninger med det samme, så du kan handle på dem øjeblikkeligt. Det nytter ikke at reagere i juli, hvis en udgift stikker af i april – og forsinkelsen kan koste mange penge.

2. Få hurtigt overblik uden at drukne i informationer

Den traditionelle, kvartalsvise budgetopfølgning fra en rådgiver til en landmand kan med lethed fylde op mod 25-30 tætskrevne A4-sider. Det gør, at opfølgningen kan være svær at overskue, samtidig med at de mange talrækker ikke nødvendigvis er intuitive at forstå.

Her kan du med en digital løsning få et hurtigt overblik, som kan læses og forstås på få sekunder. Det er en fordel for dig, fordi du formentlig som de fleste andre landmænd har lynende travlt alle ugens dage. Men det er også en fordel for andre parter med interesse i at se dine tal – eksempelvis banken eller dit gårdråd – at de kan få indblik i økonomien uden at skulle læse sig gennem mange hundrede posteringer.

3. Bliv bedre til at styre omkostningerne

Endelig får du med en løbende digital budgetopfølgning en øget opmærksomhed omkring, hvad du generelt bruger dine penge på i hverdagen. Eksempelvis overrasker det ofte mange landmænd, jeg taler med, hvor meget de bruger på vedligeholdelse af bygninger, inventar og maskiner, og hvad de betaler til dyrlægen hver måned.

Den øgede opmærksomhed betyder, at du kan blive bedre til at styre dine omkostninger.

Det kan eksempelvis være ved, at du finder alternative måder at afholde udvalgte vedligeholdelsesudgifter på. At du skyder nye indkøb sidst på måneden til starten af næste måned, så betalingen trækkes til gavn for likviditeten. Eller ved at du bliver mindre tilbøjelig til at falde for impulskøb af et nyt ”vidundermiddel”, som naboen har talt om.

Professionel styring

I sidste ende er en løbende budgetopfølgning et udtryk for, at du arbejder professionelt med din økonomistyring, ligesom du også arbejder professionelt i stalden og på marken. Dermed sikrer du, at økonomien på din bedrift er så robust som mulig, så den kan klare de stød, der uundgåeligt kommer udefra.

Og du kan naturligvis godt følge løbende op på budgettet uden et digitalt værktøj som Dashboard – eksempelvis ved at få månedlige økonomirapporter fra din rådgiver. Det er bare langt nemmere og hurtigere at lave budgetopfølgningen digitalt.

At en løbende budgetopfølgning er mere relevant end nogensinde, er disse måneders stigende foderomkostninger og faldende svinenoteringer et aktuelt tegn på. De to tendenser har hver især stor betydning for mange landmænd, og de understreger, hvor vigtigt det er at forholde sig til bedriftens økonomi hver eneste måned året rundt.

Vil du også gøre din budgetopfølgning digital? Så tag fat i din rådgiver, som kan hjælpe dig i gang med arbejdet.

God fornøjelse!

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også