4H afholdt lørdag landsmøde på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens, og her var en ny strategi for unge medlemmer det store samtaleemne. Blandt andet at 4H vil sikre fremtiden i organisationen ved at gøre endnu mere for de unge medlemmer mellem 13 og 30 år. De skal udpeges og uddannes, så de bliver fremtidens ledere i børne- og ungdomsorganisationen.

Et andet af højdepunkterne til landsmødet var valget til landsledelsen, der fik to nye medlemmer.

Anders Løkkegaard fra Egtved 4H og Lasse Kjeldgaard fra Stevns 4H blev valgt ind i landsledelsen.

- Vi vil gerne fastholde de unge og gøre dem til fremtidens lederes i vores organisation. Det kræver en målrettet indsats og nogle rigtig skarpe tilbud til de unge, og det er det, vi vil arbejde med nu, siger 4H’s formand Henrik Dalum.

Børn har været det store fokus i 4H de seneste år, hvor det samlede medlemstal er vokset til 4.133. Det fokus skal nu udvides, så de unge også får opmærksomhed og ressourcer.