DM i Farming Simulator bliver online-turnering
For andet år i træk afvikler Danish Farm Tournaments danmarksmesterskabet i Farming Simulator som online-turnering med opbakning fra sponsorerne Case IH og New Holland.
Turneringen skulle oprindelig have foregået på Roskilde Dyrskue, men som følge af dyrskueaflysningen tidligere i maj, bliver det nu en ren online-turnering i dyrskuedagene den 5. og 6. juni.
For sponsorerne er det ikke noget problem, selv om de havde glædet sig til at afholde turneringen i festligt lag på Roskilde Dyrskue.
- Vi synes selvfølgelig, det er ærgerligt, at Case IH ikke kan komme på dyrskue i år, siger Martin Geert-Jørgensen, marketing manager hos Case IH.
- Men når det er sagt, er vi meget glade for, at det stadig kan gennemføres. E-sport generelt er stigende i popularitet, og vi glæder os over, at vi kan være med på bølgen, siger han videre.
Online-turneringer er ikke noget nyt i gaming-verdenen, så sponsorerne er klar til endnu et år med danmarksmesterskaber hjemmefra.
- Tingene skal gå videre, og nu har mange af os vænnet os til at lave ting uden at mødes, siger Thomas Pedersen, marketing manager hos New Holland.
- Gaming er jo netop et område, hvor vi sagtens kan afvikle tingene på denne måde. Med turneringen får vi fat i den unge del af publikum, og her har det meste foregået online det sidste år – både skole og fritidsaktiviteter, lyder det fra Thomas Pedersen.








































